Efter halvanden måned i Forsvarsministeriet giver den erfarne minister Claus Hjort Frederiksen (V) nu sit første interview om de trusler, Danmark står overfor.
Efter samtaler med forsvarets top, USA's nuværende forsvarsminister og udenlandske ambassadører er forsvarsministerens besked klar:
- Der tegner sig et meget alvorligt og skræmmende trusselsbillede direkte mod Danmark, siger han til Berlingske.
- Vi er nødt til at gøre os det klart i Danmark, at vi alle sammen er under en eller anden form for trussel. Og det er vi nødt til at handle på.
Særligt truslen fra Rusland og landets præsident, Vladimir Putin, vækker uro hos den 69-årige minister.
En direkte konsekvens er en tilbagevenden til koldkrigstidens territoriale forsvar. Men Claus Hjort Frederiksen peger også på truslen fra andre angreb.
- Statsstøttede russiske hackergrupper er klar til at angribe hospitaler, infrastruktur og elforsyning ved at bryde ind i computersystemer, så der går koks i indkaldelser og behandlinger i sundhedssystemet, siger han til Berlingske.
Den slags trusler stiller ifølge forsvarsministeren et "voldsomt skærpet krav til vores beredskab".
Derfor er budskabet fra Claus Hjort Frederiksen også, at Danmark er nødt til at opruste militært.
Han vil i løbet af foråret eller sommeren komme med et udspil om at tilføre flere penge til forsvaret i det nye forsvarsforlig, der skal indgås i 2017.
Hvor mange penge vil han dog ikke ud med. Natos mål er, at landene bruger to procent af BNP på forsvaret.
Hvis Danmark skal nå målsætningen om at bruge to procent af BNP, så skal der tilføres yderligere op mod 20 milliarder kroner. Er det overhovedet realistisk?
- Nej, det tror jeg ikke, man kan sige. Men nu må vi jo se, svarer Claus Hjort Frederiksen i Berlingske.
Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Marie Krarup, mener ligesom forsvarsministeren, at der skal bruges flere penge på det danske forsvar. Men den russiske trussel ser de to forskelligt på.
- Der er en skræmmende og alvorlig situation i Europa lige nu, hvor spændingen er meget høj, siger hun til Ritzau.
- Men jeg mener, at vi i høj grad kan afmontere spændingen ved for eksempel at fjerne sanktionerne og begynde en ligeværdig dialog med Rusland.
- Det er ikke det, der sker for øjeblikket. Og dét forværrer situationen.
/ritzau/