Cimber Sterlings konkurs i sidste uge kostede den ukrainske ejer, Igor Kolomojskij, millioner af tabte kroner.
Cimber måtte lukke ruten Billund-København - men nu er Kolomojskij tilbage i Billund. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.
Via sit svenske selskab Skyways åbner han nu en rute mellem Billund og Stockholm med tre ugentlige afgange.
- Vi er opmærksomme på, at der er tale om samme ejer, siger Kjeld Zacho Jørgensen, lufthavnsdirektør i Billund Lufthavn.
Ifølge avisen tabte lufthavnen omkring fem millioner kroner på Cimber Sterlings konkurs.
Kjeld Zacho Jørgensen er ikke blevet informeret om åbningen af Skyways:
- Der er tale om et andet selskab, men vi vil selvfølgelig tage vores forholdsregler, siger Billund Lufthavns direktør.
Ruten mellem Billund og Stockholm åbner den 21. maj.