Flyselskabet Cimber Sterling har indgået en millionaftale med Mansvell Enterprises, der er ejet af den ukrainske milliardær Igor Kolomoysky.
Det skriver flyselskabet i en selskabsmeddelelse.
165 millioner kroner bliver skudt i det ellers dødsdømte firma, der helt katastrofalt havde mistet al egenkapital.
Mansvell Enterprise har for nyligt også opkøbt svenske SkyWays og City Airline. Planen er at lave et stort selskab ud af de tre små i et forsøg på at skabe "et førende regionalt nordisk luftfartsselskab."
Aftalen er dog betinget af, at bestyrelsen godkender købet. 46 procent af aktieholderne har allerede forpligtet sig til at stemme for. Går det igennem, vil Mansvell reelt eje 70 procent af det vingeskudte flyselskab. Derudover skal aftalen godkendes af trafikstyrelsen og af en konkurrencemyndighed.