Tv-selskabet HBO, som begyndte at sende kultserien "The Sopranos" i slutningen af 1990'erne, er rystet over nyheden om James Gandolfinis død.
Det amerikanske skuespiller, som blev berømt for sin rolle som gangsterboss i den populære serie, er død på sin ferie i Rom - muligvis af et hjertestop, lyder det.
- Vi er alle i chok og føler umådelig meget sorg over tabet af et elsket medlem af familien. Han var en særlig mand, et stort talent, men vigtigst af alt var han en rar og kærlig person, der behandlede alle, uanset hvem de var, med respekt, skriver HBO i en erklæring.
- Han rørte så mange af os med sin humor, varme og ydmyghed. Vores tanker går til hans kone og børn i denne forfærdelige tid. Han vil blive savnet af os alle, lyder det videre ifølge Wall Street Journal.
Gandolfini har modtaget tre Emmy-statuetter for sine skuespils-præstationer i "The Sopranos". Han har også spillet med i flere end 20 film.
For nylig optrådte han i den omdiskuterede "Zero Dark Thirty", der handler om jagten og drabet på al-Qaeda-lederen Osama bin Laden.
James Gandolfini blev 51 år gammel.
/ritzau/