Man kan ikke sige, at finanskrisen for 10 år siden er dårligt belyst.

Grådige bankfolk skabte højrisiko boliglån. De fleste i den vestlige verden troede, at boligpriserne kun ville gå op – alle ville være med i festen.

Det er eminent beskrevet i amerikanske Michael Lewis’ bog ”The Big Short”, som siden blev filmatiseret med stjerner som Ryan Gosling, Steve Carrell, Christian Bale og Brad Pitt i ulykkelige helteroller.

I sin bog "Svømme med hajer" om finanskrisen og dens manglende konsekvenser i London skriver hollandske Joris Luyendijk om de underliggende årsager til, at ingen siger stop på den kollektive flytur med en motor i brand.

Banker og realkreditinstitutter er blevet så store organisationer, at hierarkier deler folk. På toppen af hierarkierne tjenes de store penge, og længere nede i systemet – middle office – er der ingen bonus for at sige fra.

Der opstår en kultur, hvor medarbejderne tænker, at hvis ikke det er ulovligt, er det ok. Det er nok amoralsk (uden moral), men det er ikke forkert, sådan juridisk set.

Det er en interessant skelnen for os andre, der ikke er ”hajer” i den finansielle verden. Luyendijk taler med stribevis af velbegavede mennesker, hvoraf flere er venstreorienterede af personlig præference. De tager den gode løn for at betale for husleje og børnenes privatskole …

Tager vi retsopgørene herhjemme, er der kun faldet få domme over de tidligere ansvarlige i en række banker. Jo, det var skidt, at aktionærer tabte rub og stub. Det var ikke så godt, at man opfordrede jævne folk til at låne penge til at købe aktier i Roskilde Bank.

Men juridisk set har der ikke været hjemmel til at dømme folk, der var indstillet på risiko – og som i bankerne solgte risiko. Ingen troede det kunne gå galt. Og da det gjorde, så var der travlt ved håndvasken.

Ansvarspådragende i straffemæssig forstand? Nej, det er ikke kriminelt at være grådig.

Når Socialdemokratiet nu foreslår en regulering af lønnen til topchefer, er det såmænd udmærket. Men er det ikke at skyde på toppen af isbjerget? Skal vi ikke have dybere fat?

Når Danske Banks topchefs Thomas Borgen i disse dage kæmper for stillingen midt i en pinagtig hvidvask-skandale, så er det ikke nok med ét hoved, der ruller. Hvis vi skal gøre noget ved den økonomiske skævhed, vores finansielle sektor er driver i, skal vi dybere ind.

I alle lande kan man fx sorgløst skifte fra et finanstilsyn til en bank. Lønnen er bedre i Nykredit eller Nordea end i en offentlig tilsynsmyndighed. Desuden så vi i USA kreditvurderings-bureauerne sorgløst top-rate låneprodukter fyldt med en enorm risiko. Så kan det ligesom være lige meget.

Der skal være tillid til de myndigheder, der fører tilsyn med banker og realkreditinstitutter. Op til det store brag i 2008 var der for få, der stillede kritiske spørgsmål og forsøgte at råbe verden op.

Den finansielle lobbyisme mod politikere er meget stærk. Ja, vi har fået en stærkere regulering og krav om kapitalgrundlag efter 2008. Men vi har også stadfæstet, at nogle banker er for store til at gå ned.

Hvis korthuset er stort nok, og både borgere og erhvervsdrivende kommer i klemme ved et kollaps, så kommer staten med redningen, ”the bailout”.

I 2008 var den vestlige verden vitterlig ved at kollapse af grådighed og grotesk långivning. De statslige bankpakker afværgede kollapset. De fleste banker overlevede, tog imod statens – altså vores – penge, betalte tilbage med rente og sidder på ny i førersædet.

Disse banker er næsten som et hjerte i vores markeds-samfund. Stopper det med at pumpe blod rundt i kroppen, kollapser vi.

Hjertets slag er for vigtige for os til at tillade fravær af moral eller personlige konsekvenser ved dårlig ledelse. Bankernes evne til at drive virksomhed er for vigtig til at overlade dem til dem selv. Den lære skal vi tage med os i de kommende generationer.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.