OM KORT TID fremlægger regeringen sit medieudspil. Det kan blive den sag, hvor Liberal Alliance endelig tager et stik hjem. Godt nok på en kedelig baggrund, fordi det sandsynligvis betyder, at Public Service i almindelighed og Danmarks Radio i særdeleshed får sådan en på kajen!

I jargonen fra regerings-grundlaget hedder det ”at målrette” DR’s produktion og ”fokusere” på produkter, der ikke udbydes af kommercielle udbydere. Desuden er målet at sætte licensen ned og privatisere TV2.

I andre politiske sager har DF blokeret for de liberale nedskæringer, men næppe her. Gang på gang har personer i DR’s top eller redaktionelle prioriteringer fået DF-toppen til at fare i flint. Nu er tiden kommet – undskyld mig – til at udstede en stor dummebøde til DR.

Længe var ønsket en reduktion på 25 procent over 5 år. For nylig meldte DR’s bestyrelsesformand Michael Christiansen ud, at en besparelse på 10 til 12 procent, vil være ”i orden”. Jeg bliver ikke overrasket, hvis regeringen og DF kan enes om et tal imellem de beløb. I størrelsesordenen 16 til 18 procent er korridor-rygterne. Det svarer til knap 700 mio. kr. af DR’s nuværende budget.

DET BLIVER EN SLANKEKUR, der kan mærkes. Nok så væsentligt for medie-brugere i alle aldre bliver: hvad skal besparelsen på DR gå til? Og hvilke partier vil være med til hvad?
Medie-ordførere og måske også LA’s kulturminister Mette Bock vil gerne beholde pengene til andre Public Service-aktører. Men jo tættere, vi kommer på et folketings-valg, jo større er de parlamentariske hensyn. Og Lars Løkke og finansministeriet har sikkert en mening om, hvad en besparelse på stats-budgettet skal bruges til…

Pengene kan bruges til at finansiere skattelettelser. De kan bruges til at finansiere velfærd. Det er en politisk beslutning. Det får Mette Bock og den mulige forligskreds næppe lov til at bestemme alene.

Hvis man beslutter sig for at etablere en Public Service skat, kommer alle borgere til at betale. Og man undgår sortseer-problematikken, hvor der er nogle, der aldrig betaler licens. Hvis man tillige etablerer en afgift, som udenlandske streaming-tjenester (Netflix, HBO mfl.) skal betale for adgang til danske brugere, vil det også skabe et provenu til brug for Public Service. Begge handlinger rummer megen fornuft.

Det interessante er, at LA og DF her kan mødes politisk. LA vil reducere statsfinansierede medier. Ret usædvanligt oplever de liberale, at DF-politikere anvender partiets retorik, når fx medieordfører Morten Marinus henviser til, hvad ”markedet kan gøre” i forhold til program-udvikling. DF på sin side får sendt en kæmpe besked til de kræfter i DR, man oplever i årevis har latterliggjort partiet og dets politik.

Socialdemokratiet skal også gøre sit bræt op. Først og fremmest vil partiet gerne være med i et medie-forlig, men prisen for at komme med kan blive for høj. En meget stor beskæring af DR vil være kritisk. En løsning, hvor en besparelse helt eller delvist vil gå til at finansiere en skattelettelse, må ventes at være et ”no go” for det store oppositionsparti.

DET POLITISKE SPIL bliver vi klogere på over de kommende uger. I substansen er det nok så interessant at gruble over, hvad LA’s mulige triumf vil betyde mediemæssigt og kulturelt?
DR bliver mindre. Det opfylder ønsket hos Danske Medier, der argumenterer for, at DRs ageren over mange platforme er skadelig for private mediers mulighed for at tjene penge. Den pointe kan jeg som chefredaktør på et privat medie tilslutte mig, men jeg er bekymret for, at midler forsvinder ud af Public Service-systemet.

I portrætbogen ”Pansergeneralen” udtaler en af de mest markante medie-mennesker og leder af Jyllands-Posten i mange år, Jørgen Ejbøl, at ”hvis man skal overleve i dag, skal man ikke alene være god, man skal også være stor!”

DR skal nok klare sig, også for en del færre midler end i dag. Men det kan påvirke vores demokratiske kultur og nyheder, vi kan stole på, hvis den store Public Service-aktør bliver meget mindre. En ensidig nedskæring på DR’s resurser fører ingen spændende steder hen.

DR har over årene været en nyskabende og uomgængelig medie- og kultur institution. Hvis vi skærer voldsomt i den til fordel for lavere licens, mindsker vi støtten til dansk kultur, og vi får færre fælles referencer.

Det er en stor omkostning, men en stor sejr for LA, der stoler på, at markedet vil skabe andre medie-tilbud.

Public Service understøtter også et kreativt produktionsmiljø via finansiering af film, musik og kultur-projekter, som en privat aktør ikke vil vurdere lige så løfterigt. De miljøer bliver færre, og den trussel peger selv Dansk Erhverv på som et sandsynligt scenarie, hvis statsstøttede miljøer beskæres.

DET VIRKER UNDERLIGT, at Dansk Folkeparti i debatten ikke har forholdt sig mere kritisk til de udenlandske teknologi-virksomheder som Google og Facebook. De to har tilsammen ændret annoncemarkeder over hele verden og lagt beslag på folks medie-brug på en dramatisk måde. Det ER en trussel mod alle medier. Statslige midler skal gerne gå til at understøtte dansk indhold og være tilgængeligt for alle.

Inden længe begynder de politiske forhandlinger om fremtidens medie-Danmark. Skal vi forsvare den danske kultur-produktion og vores måde at drive medier på? Jeg håber det. Men realistisk set er LA’s triumf nær og udtryk som ”effektiviseringer” og ”et fokuseret DR” vil blive udlagt som fremskridt!

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.