Når varevognen overhaler indenom, lastbilen kører over for rødt eller taxaen suser afsted uden respekt for fartgrænserne, så er det også arbejdsgiverens ansvar at stoppe det.
Det mener otte ud af ti danskere ifølge en ny undersøgelse, som Epinion har lavet for Rådet for Sikker Trafik, Forsikring & Pension og Arriva.
En stor del af trafikulykkerne på vejene sker nemlig i arbejdstiden, når både private og offentligt ansatte hvert år kører millioner af kilometer.
- Erfaringer fra udlandet viser, at det kan være med til at nedbringe antallet af ulykker på vejene, når arbejdspladserne gør en indsats og fokuserer på de ansattes kørsel i trafikken. Desuden giver det mindre stress og færre sygedage blandt medarbejderne, siger Anders Rosbo, direktør i Rådet for Sikker Trafik.
Og der er også noget at tage fat på. Arbejdstilsynet vurderer, at 30 procent af de arbejdsrelaterede dødsfald sker i trafikken.
- Det er vigtigt, at forebyggelsen af trafikulykker tænkes hele vejen rundt og ikke kun fokuserer på den enkelte privatbilist. Vi tror på, at arbejdspladserne kan spille en nøglerolle, og at vi derigennem kan reducere antallet af ulykker. Derfor tager forsikringsbranchen et medansvar for at gøre danske virksomheder mere trafiksikre, siger adm. direktør Per Bremer Rasmussen fra Forsikring & Pension.
Sikker Trafiks forslag til trafiksikkerhedspolitik i virksomhederne:
Spritkørsel - virksomheden accepterer under ingen omstændigheder spritkørsel.
Hastighed - de ansatte skal altid overholde hastighedsgrænsen.
Brug af sele - det kræves, at de ansatte altid bruger sikkerhedssele.
Uopmærksomhed - det er forbudt at skrive eller læse sms. Desuden bør man ikke lave andre distraherende ting, mens man kører.
Træthed - hvis man er træt, så holder man ind til siden og tager en pause.
Vedligeholdelse af køretøjer - man fortæller, når der er fejl eller mangler på køretøjerne.
Kilde: Sikker Trafik