Langt de fleste ansatte på større virksomheder bliver overvåget, når de surfer rundt på internettet i arbejdstiden. Og bliver man fanget på den forkerte hjemmeside, kan det føre til en fyreseddel.
Det gik sidste år ud over en medarbejder, der ¿ efter chefens mening - brugte for lang tid på datingsider.
Han blev fyret, og faglig sekretær i de it-professionelles fagforbund Hanne Lykke Jespersen mener, at overvågningen har taget overhånd.
For meget viden er farligt
Hanne Lykke Jespersen fortæller, at medarbejderen netop var blevet forladt af kæresten og derfor brugte et par deprimerede dage på at finde en ny kærlighed. Ifølge hende viser fyringen tydeligt, at de ansvarlige slet ikke kan håndtere den viden, de får fra overvågningen af deres ansatte.
»Han var nedtrykt og kunne ligeså godt have lagt sig syg. Det er rigtigt, at han ikke lavede så meget et par dage, men det skal der være plads til,« siger hun.
Stigende fænomen
80 procent af de større virksomheder følger med i, hvad de ansatte laver på nettet, vurderer marketing manager i it-sikkerhedsfirmaet Softscan, Karina Fritze Jensen.
Overvågningen kan for eksempel foregå ved, at alle hjemmesider medarbejderne besøger, bliver registreret.
Eller der kan blive sendt en advarsel til arbejdsgiveren, hvis en medarbejder besøger en specifik hjemmeside. Lektor i arbejdsret ved Handelshøjskolen i Århus Martin Gräs Lind mener, at overvågning på arbejdspladsen er et stigende fænomen, og han advarer arbejdsgiverne om, at det kan give bagslag.
»Konstant og øget overvågning skaber en frygt blandt medarbejderne og det kan medføre stressrelaterede sygdomme,« siger han og opfordrer til, at virksomhederne indfører en klar politik på området.