Da velgørenhedsshowet Indsamling Danmark lørdag aften fik hjælpsomme danskere til pengepungen, kom der også en stor pengegave fra den kendte gulddreng, Mads Dinesen.
Den berygtede 22-årige rigmand donerede 140.000 kroner til at bekæmpe mødredødelighed i den tredje verden, hvilket han også var hurtig til at proklamere på Facebook. Men de trængte mødre i ulandene risikerer at måtte kigge langt efter Dinesens penge, skriver Ekstrabladet.dk
Hans firma Dikoin Denmark Holding ApS er nemlig konkursramt, og derfor satser Indsamling Danmark ikke på at få pengene, oplyser en talsmand til Ekstrabladet.dk. Hun tilføjer, at pengene heller ikke er gået ind endnu, hvilket en gennemgang af donationer foretaget af mediet bekræfter.
Mads Dinesen, der har flere bedragerianklager bag sig, afviser beskyldningerne og fastholder, at donationen er på vej.
Kilde: Ekstrabladet.dk.