Fodboldspilleren Emiliano Salas skæbne har optaget det meste af fodboldverdenen i den seneste tid.
Argentineren var for en uge siden på vej fra fra Frankrig til Wales, efter at Cardiff to dage forinden havde underskrevet en købskontrakt, som gjorde Sala til klubbens dyreste spillerindkøb.
Den 28-årige angriber nåede dog aldrig frem i det lille fly med ham og en pilot, og efter en storstilet aktion, valgte politiet på øen Guernsey at indstille eftersøgningen tre dage senere om torsdagen.
Tabet af Sala har ikke mindst været et chok i de to involverede klubber, og i Nantes forventer man en følelsesladet forestilling, når klubben onsdag møder Saint-Etienne i en fransk ligakamp.
- Man har brug for en speciel karakter for at komme igennem denne januar måned. Vores fans forventer, at vi kæmper, alt hvad vi har, og vinder. Det bliver selvfølgelig følsomt, og vi bliver nødt til at konvertere følelserne til et sportsligt aspekt, siger Nantes-træner Vahid Halilhodzic ifølge Reuters.
Politiet indstillede eftersøgningen, da man trods hjælp fra andre myndigheder ikke var i stand til at finde spor efter flyet eller de to passagerer.
Politiet fastslog derefter, at chancen for at finde Emiliano Sala og pilot David Ibbotson i livet, var ekstremt små.
Mandag blev en privat eftersøgning i luften og under vandet så lanceret ifølge Skysports.
Mere end 4000 private bidragydere har samlet cirka 2,2 millioner kroner sammen til eftersøgningen i den kommende weekend.
Siden den officielle eftersøgning blev indstillet har en privat eftersøgning i vandoverfladen ligeledes været i gang med assistance fra blandt andre fiskekuttere og andre private både.
Det skete efter opfordring fra 800.000 personer, der havde deltaget i en online-underskriftsindsamling.
Før hver kamp i denne spilleuge i Premier League vil der blive afholdt et øjebliks stilhed til ære for Emiliano Sala og David Ibbotson.
I Cardiff erkender manager Neil Warnock, at ugen med Sala-tragedien har sat dybe spor.
- Man tænker i 24 timer i døgnet på, hvordan vi kommer videre. Det har været umuligt at sove. Jeg har været manager i 40 år, og det her har været den sværeste uge.
- Det har været en traumatisk uge, og selv nu kan jeg ikke få det på plads i mit hoved, siger Neil Warnock.
Cardiff spiller tirsdag sin første kamp siden tragedien, når klubben på udebane møder Arsenal i en ligakamp.
/ritzau/