En buschauffør i København vil fremover tjene mere end sine kollegaer i provinsen. Det bliver konsekvensen, hvis chaufførerne stemmer ja til deres nye overenskomst, som 3F forhandlede hjem inden påske.
Og den forskel er buschaufførerne svært utilfredse med. Derfor mødes de mange steder i landet onsdag morgen til faglige møder for at drøfte det nye forlig. Det oplyser flere danske medier.
Busserne vil, ifølge en anonym talsmand fra chaufførernes aktionsgruppe, med sikkerhed holde stille i Nykøbing Falster, Næstved, Stege, Præstø, Nyborg, Faaborg og Svendborg. Flere byer på Sjælland og i Jylland ventes at blive ramt af stillestående busser.
I København vil busserne tilsyneladende køre normalt.