Onsdag morgen har busser, der skulle være kørt ud fra Nykøbing Falster, holdt stille.
Det skyldes, at chaufførerne har været til møde med deres arbejdsgiver, da de ønsker værnemidler i busserne mod coronavirusset.
Det skriver Folketidende.dk.
- Vi vil have værnemidler i bussen for at beskytte os selv. Vi er en del af beredskabet i øjeblikket, og vi skulle gerne holde os raske, siger talsmand Bent Kressner fra chaufførgruppen ifølge Folketidende.dk.
- Vi vil have mulighed for, at kunne spritte rat og de forreste sæder af, når vi overtager bussen fra en kollega. Vi vil have handsker og håndsprit til rådighed. Og så vil vi have kontanter ud af busserne, så vi ikke skal røre ved pengene.
Chaufførernes arbejdsgiver er busselskabet Arriva.
Alle busser under Arriva har i et stykke tid kørt på den måde, at passagerer bliver lukket både ind og ud af midterdøren, så passagerne ikke kommer ind i bussen med direkte kontakt med chaufføren.
- Men det nytter jo ikke noget, når Rejsekort-terminalen midt i bussen ikke kan håndtere de passagerer, som skal køre mere end en person per Rejsekort.
- Så skal de op forrest i bussen for at tjekke ind. Ligesom passagerer, som betaler kontant, skal op til os, og vi skal udveksle kontanter, fortæller Bent Kressner.
Talsmanden fortæller, at flere chauffører de seneste dage har afspærret de sæder tættest på chaufføren med et kosteskaft.
- Men så kom der billetkontrollører og tog billeder af afspærringen, siger han.
På onsdag morgens møde med en repræsentant fra Arriva er chaufførerne blevet tilbudt nogle handsker af busselskabet. Men det er ikke nok, mener Bent Kressner.
Ifølge talsmanden har buschaufførerne genoptaget deres arbejde klokken otte onsdag morgen.
/ritzau/