- Det er fuldstændig uacceptabelt, at man bliver udsat for vold og trusler, vi passer jo bare vores arbejde.
Sådan lyder reaktionen fra Hans Erik Rasmussen, som er tillidsmand for en række buschauffører i København.
Den kontante besked kommer efter, at en chauffør på linje 5C, som kører mellem Københavns Lufthavn og Husum Torv i København, natten til mandag blev overfaldet med knytnæveslag, efter han bad to højrøstede passagerer om at dæmpe sig. En 38-årig mand blev efterfølgende anholdt af politiet.
Hans Erik Rasmussen fortæller, at det heldigvis er sjældent, at der sker voldelige overfald på buschauffører i København, men det skyldes også, at chaufførerne bliver trænet i at nedtrappe en konfliktsituation. Selvom man, ifølge Hans Erik Rasmussen, ikke kan helgardere sig.
- Det påvirker os selvfølgelig, når sådan et overfald sker. Buschaufførernes sikkerhed er det vigtigste for os, som er tillidsmænd. Efter sådan en dag, bliver sikkerheden lige vendt en ekstra gang i busskuret, fortæller Hans Erik Rasmussen.
Chaufførerne modtager undervisning i at tale konfliktsøgende personer ned igen og bliver instrueret i ikke at opkræve penge, hvis en person opfører sig truende.
- Hvis billetkontrollører så kommer ind i bussen, oplyser man dem om situationen, og så er vi tre til at håndtere en eventuel konflikt, fortæller han.
Chauffører vil ikke skærmes inde
Buschaufførerne har i dag en halv plastskærm mellem dem og passagerne, når de sidder ved rettet. Den skærm kan afværge nogle situationer, men ikke alt. For nogle år siden blev det diskuteret, hvorvidt chaufførerne skulle skærmes helt af.
Men det var de ikke interesserede i, og takkede nej, oplyser Hans Erik Rasmussen. Han fortæller nemlig, at det for mange chauffører er vigtigt at have god kontakt til passagererne.
- Langt de fleste passagerer er jo søde. Og rent psykologisk, kan det godt opleves isolerende at blive skærmet helt af fra passagererne. Så længe, at der ikke sker flere overfald, end der gør. Så har chaufførerne bestemt sig for, at de ikke vil skærmes helt af, fortæller Hans Erik Rasmussen.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.