Lad private byde på blød velfærd såsom vuggestuer, børnehaver og skoler. Sådan lyder forslaget fra Produktivitetskommissionen i dag. Det har fået venstrefløjen og flere fagforeninger til at protestere og nu melder også BUPL sig i koret af bekymrede stemmer.
”Vi er nødt til at spørge os selv, om små børn skal være forsøgspersoner i en øvelse, der i bund og grund handler om at spare penge. Vi har adskillige undersøgelser, der viser, at daginstitutioner har stor betydning for, at børn klarer sig godt senere i livet. Skal vi ikke koncentrere os om at sikre kvaliteten i de vuggestuer og børnehaver, som vi har i forvejen”, spørger Henning Pedersen, der er formand for BUPL.
Absurd at lade private drive SFO'erne
Han peger på, at kommissionen selv medgiver, at der er meget beskedne erfaringer på området.
I forhold til folkeskolen siger Henning Pedersen, at der allerede er en sund konkurrence mellem offentlige og private skoler og advarer samtidig om, at private skal drive SFO’erne, mens folkeskolen forbliver på offentlige hænder.
”Det er fuldstændig absurd at forestille sig, at man kan udlicitere en del af folkeskolens virksomhed, nemlig skolefritidsordningen, når Folketinget er på vej til at beslutte, at der skal være langt større sammenhæng i børnenes hverdag. Det strider også imod hensigterne i skolereformen”, siger Henning Pedersen.