Det var et regulært rovmord, da to bulgarske brødre 30. december sidste år trængte ind hos 81-årige Kirsten Inde Damsgaard for at frarøve hende smykker og dankort.
Det vurderer Retten i Glostrup, der onsdag formiddag har kendt de bulgarske Ognyanov brødre skyldige i hjemmerøveri og drab.
- Det er en enstemmig afgørelse, hvor alle dommere og nævninger er enige, siger retsformand Henrik Munkholm.
De pårørende til den dræbte Kirsten Inge Damsgaard brød ud i gråd, da rettens kendelse faldt, og da retsformanden var færdig med at læse kendelsen op omfavnede familiemedlemmerne hinanden.
Brødrene Atanas og Ivan Ognyanov på 21 og 23 år havde bedt om frifindelse for drab og ville i stedet dømmes for vold med døden til følge. De havde ikke haft til hensigt at dræbe den ældre dame, sagde de.
Retten vurderer dog, at brødrene har bundet den ældre kvinde så stramt, at de må have indset, at hun kunne dø.
- De må have anset det for overvejende sandsynligt, at hun ville afgå ved døden, siger Henrik Munkholm.
Han henviser til, at kvinden var bundet med meget stramme knuder og hendes høje alder. Desuden påpegede han, at brødrene ikke gjorde noget som helst for at sikre, at kvinden kunne slippe fri.
Det var Kirsten Inge Damsgaards eneste datter, Inge, som fandt sin mor død om morgenen nytårsaftensdag.
Moren var låst inde i soveværelset, hvor hun lå klemt ned mellem to senge. Her var hun rullet ind i et dyne og et tæppe, som var bundet stramt fast med forskelligt tøj.
Den ældre kvinde, som blot vejede 33 kilo var desuden bundet på hænder og ben og havde også fået snøret tøj om brystkassen.
Endelig var hun kneblet stramt for munden, og hun var formentlig kun i live i få timer, efter at røverne forlod stedet. Kvinden døde af iltmangel.
Senere onsdag vil retten udmåle straffen i sagen.