Brøndby har ikke vundet en hjemmekamp i Superligaen siden 5. august, og holdet leder desperat efter et vendepunkt eller en succesoplevelse.
Søndag eftermiddag tabte Brøndby 0-1 på hjemmebane til FC København på et mål af angriberen Jonas Wind i kampens overtid.
Et enkelt point og et clean sheet ville ellers have lunet gevaldigt, mener Brøndby-træner Alexander Zorniger.
- Det ville have været nok til et point. Det havde været meget værd lige nu. Holdene ligger ret tæt på hinanden.
- Det havde været vigtigt, hvis vi kunne havde vist, at vi var i stand til at holde nullet, siger Zorniger.
Brøndby har lukket mål ind i de seneste 15 kampe på tværs af alle turneringer, og FCK-målet i overtiden var derfor ekstra irriterende.
- Det er frustrerende og skuffende, og der er selvfølgelig mange følelser, lyder det fra Zorniger.
Tyskeren roste holdets presspil og forsvar i størstedelen af søndagens derby.
- Jeg var tilfreds med den defensive del af spillet. Vi kontrollerede dem på den måde, vi gerne vil.
- Det var nemt at se, at vi ikke er fulde af selvtillid, når vi havde bolden. Vi var ikke i stand til at skabe lige så mange chancer, som vi gjorde i sidste sæson, siger han.
Zorniger kritiserede desuden, at FCK-kantspilleren Robert Skov fik for meget tid og plads, da han assisterede ved Winds overtidsmål.
- Vi laver for mange individuelle fejl i afgørende situationer. Man må ikke lade en spiller stå totalt fri ved et indkast. Og så tilmed den eneste farlige spiller på banen hos FC København, siger Zorniger med henvisning til Skov.
Brøndby skal nu tilbage på træningsbanen og knokle videre for at nå målsætningen om at ende i top-3.
- Vi vil fortsat arbejde på vores mål. Men vi kæmper med at få tingene til at fungere i øjeblikket, erkender Brøndby-træneren.
Brøndby, som er røget ud af top-6, skal i næste spillerunde møde AGF på hjemmebane.
/ritzau/