Det er ikke kun i Parken, at danske tilskuere har problemer med at opføre sig ordentligt.
I
anledning af Bornholm Boldspil Unions 100-års jubilæum var der fredag
aften arrangeret en opvisningskamp mellem Brøndby og årets
bronzevindere fra AaB, men på grund af uroligheder på tilskuerpladserne
valgte kampens dommer at fløjte kampen af en halv time før tid.
Ballademagere blandt Brøndbys fans kom først i slagsmål internt og siden med andre tilskuere.
Brøndby IF beklager episoden.
- Vi skylder Bornholm en stor undskyldning for det her. Det er slet
ikke Brøndby IF værdigt. Det er sørgeligt for dansk fodbold, at vi
åbenbart ikke kan spille de her sommerkampe, fordi nogle ikke kan
opføre sig ordentligt, udtaler administrerende direktør Per Bjerregaard i en pressemeddelelse på klubbens hjemmeside.
- Vi ønsker ikke at se den slags til vores kampe og det vil
naturligvis få alvorlige konsekvenser for de ballademagere vi kan
identificere, fortsætter han.
Kampen, der blev overværet af cirka 3000 tilskuere, blev afbrudt ved stillingen 3-1 til Brøndby.