Efter flere kedelige tilfælde af racisme i forbindelse med fodboldkampe i Storbritannien i de seneste måneder går Storbritanniens sportsminister, Miriam Davies, nu ind i kampen mod racisme.
Mandag fortalte hun Underhuset, at hun har planlagt møder med Det Engelske Fodboldforbund (FA) og organisationerne bag Premier League og de øvrige engelske fodboldligaer (EFL). På møderne er kampen mod racisme på dagsordnen.
Også initiativtagere til antidiskriminationskampagner som "Kick it Out" og "Stonewall" vil blive inviteret med til møderne, hvor parterne skal diskutere, hvordan man kan forhindre racisme, homofobi og antisemitiske ytringer i forbindelse med fodboldkampe.
- De involverede er ikke fodboldfans, de bruger fodbolden som en kloak for deres diskriminerende, ofte kriminelle opførsel, og de er ikke velkommen på vores fodboldstadioner.
- Sammen skal vi finde en måde at tackle dette problem. Jeg vil samle fodboldmyndighederne og andre organisationer med interesse for emnet i de kommende uger, og så skal vi aftale, hvilke initiativer der er nødvendige at tage for at komme diskrimination i sport til livs, siger Miriam Davies.
I december blev fire Chelsea-tilhængere suspenderet, mens politiet undersøgte, om de havde ytret sig racistisk over for Manchester City-spilleren Raheem Sterling.
Samme måned kastede en Tottenham-fan en bananskræl efter Arsenal-angriberen Pierre-Emerick Aubameyang.
Aktuelt undersøger FA påstande om, at fans af Millwall skulle have sunget racistiske sange i forbindelse med FA Cup-kampen mod Everton i januar.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP