Fredag flagede hovedkvarteret for The Princess of Wales' Royal Regiment i Kent på halv stang for prins Henrik.
Ligeledes flagede fire andre steder, hvor The Princess of Wales' Royal Regiment holder til, på halv stang for prinsen.
Det oplyser regimentet mandag.
Regimentets hovedkvarter inde i borgen Tower of London skulle efter planen have flaget på halv stang fredag.
Men i sidste øjeblik blev det besluttet, at regimentet ikke skulle have tilladelse til at flage på halv stang i Tower of London. Regimentet forklarer, at det danske kongehus muligvis ikke er blevet oplyst om de ændrede planer.
Princess of Wales' Royal Regiment kender angiveligt ikke grunden til den manglende tilladelse, men er "i gang med undersøge sagen nærmere".
Der har i århundreder været kulturelle forbindelser mellem den danske og britiske kongefamilie.
Dronning Margrethe har således titel af æresoberst i regimentet og har jævnligt mødt flere af de tjenestegørende i regimentet på rejser.
Titlen som æresoberst har hun haft siden 25. februar 1997.
Over store dele af verden har medier, statsoverhoveder og kongelige familier mindet prins Henrik efter hans død tirsdag.
Blandt andet i Norge, hvor kong Harald besluttede, at der onsdag skulle flages på halv stang fra slotsbalkonen i Oslo.
/ritzau/