Det er op ad bakke for den britiske premierminister, David Cameron, når han søndag i Birmingham indleder det konservative regeringspartis årlige landsmøde.
Over sine bacon og æg kan han denne morgen i The Sunday Times se sit parti halse efter oppositionen i en ny måling.
Camerons parti støttes af 31 procent, mens koalitionspartneren Liberal Democrats har en opbakning på otte procent. 45 procent ville stemme på arbejderpartiet Labour, hvis der var valg nu. Øvrige partier støttes samlet af 15 procent, ifølge nyhedsbureauet AFP.
En måling i The Observer fastholder indtrykket af en upopulær regering. Her står Labour til 41 procent mod 30 procent til den historiske rival og ni procent til dets støtteparti.
Omkring 50 procent af deltagerne i undersøgelse har et negativt syn på Camerons præstation som regeringsleder. Finansminister George Osborne er dog endnu mere upopulær med en score på 53 procent.
Osborne har haft den utaknemmelige opgave at gennemføre nedskæringer i statens budgetter, og som optakt til indledningen på søndagens landsmøde varsler Osborne i et interview med The Mail flere besparelser.
Økonomien har hidtil i år slet ikke artet sig som regeringen havde forventet, og spændet mellem statens forbrug og skatteindtægterne udvides måned efter måned.
- Økonomien er i bedring. Men vi skal igennem en længere og hårdere tur (end forventet, red), siger Osborne.
- Vi bliver nødt til at skære yderligere ned, fastslår han i The Mail on Sunday.
David Cameron vælger i et optaktsinterview til årsmødet i The Sunday Telegraph at fokusere på eksterne forhold. Cameron truer med at nedlægge veto mod en forøgelse af EU's budgetter på næste måneds topmøde om emnet.
/ritzau/