Stortinget i Norge indleder tirsdag en af historiens mest omfattende høringer, når dem, der kom tæt på, og dem, der blev ramt af terrorangrebet i Oslo og på Utøya 22. juli sidste år, skal fortælle deres versioner af hændelserne.
Den såkaldte kontrol- og konstitutionskomité har afsat fem høringsdage for at få placeret ansvaret for, hvad der gik galt inden, under og efter den terrordømte Anders Behring Breiviks angreb - og hvad Norge har lært af terrorangrebet.
Mens de følgende fire dage er afsat til skarpe udspørgninger af nuværende og tidligere statsministre, ministre, etatschefer og topbureaukrater, så er det efterladte, overlevende og frivillige hjælpere, der vil komme til orde tirsdag.
Dagen inden høringerne indledes, er kontrol- og konstitutionskomitéen taget på inspektion i regeringskvarteret i det centrale Oslo og på øen Utøya.
Komitéen blev mandag modtaget i Grubbegata af politioverbetjent Thor Langli fra Oslo Politidistrikt. Den erfarne politimand var indsatsleder i de første timer efter, terrorbomben var sprængt foran højblokken med blandt andet statsministerens kontor.
- De redegørelser, vi har fået af dem, der var til stede de første minutter efter bomben, gjorde et meget stærkt indtryk, siger komitéformand Anders Anundsen fra Fremskrittspartiet.
- Det er ikke alt, man kan læse sig til, så at have disse øjebliksbilleder med i vores arbejde vil være værdifuldt, tilføjer han efter inspektionen af regeringskvarteret, hvor otte mennesker blev ofre for Anders Behring Breiviks terror.
Komitémedlemmerne drog derpå direkte videre til Utøya til en ny inspektion, hvor 69 personer mistede livet under Breiviks skudmassakre på deltagere i AUF's sommerlejr på øen.
- Det er en nødvendig og rigtig inspektion. Det kan ikke blive mere alvorligt med tanke på det arbejde, vi skal udføre i komitéen, siger Anundsen.
/ritzau/NTB