Fremover vil danske internetsurfere ikke længere kunne klikke sig ind på russisk pirathjemmeside, hvor man kan købe billige musikfiler.
I en principiel sag afgjorde Fogedretten i København onsdag, at internetudbyderen Tele2 ikke må give adgang til den russisk pirathjemmeside allofMP3.com.
Det er direkte censur af internettet, siger Ib Tolstrup, direktør i Telekommunikationsindustrien, som er talerør for internetudbyderne i Danmark.
»Jeg er rystet over dommen og betegner det som censur. Tele2 og andre internetudbydere leverer fri adgang til informationer på internettet, men skal nu ind og sortere i de informationer. Det er et ukendt land for os, og det vil svare til, at postvæsnet skulle læse alle breve igennem. Jeg tager på det kraftigste afstand fra dommen,« siger Ib Tolstrup.
Det er pladeselskabernes brancheorganisation, IFPI, der har krævet, at Tele2 lukker for adgangen til den russiske hjemmeside. Musiksitet er ifølge IFPI ulovligt, fordi rettighedshaverne ikke får de penge, de har krav på.
Men det vil dommen ikke lave om på, mener Ib Tolstrup.
»Man kan uden videre sidde i Danmark og via en server i Tyskland nå den russiske hjemmeside. Denne dom løser ikke problemet,« siger Ib Tolstrup, der i stedet foreslår, at man går via EU for direkte at sagsøge den russiske hjemmeside.
IFPI oplyser, at man med dommen i hånden vil få de øvrige internetudbydere til at lægge en spærring på deres servere.
Tele2 har ikke ønsket at kommentere afgørelsen.