Botswana er en af Afrikas førende destinationer, når det gælder safariturister.
Men om godt et år bliver det kun for den slags turister, der kigger på de vilde dyr. Safariturister, som vil skyde dyrene, må finde andre jagtmarker.
Miljøministeriet i Botswana meddeler, at regeringen har besluttet at forbyde al kommerciel jagt på vilde dyr.
Forbuddet træder i kraft den 1. januar 2014.
- Det er ikke længere foreneligt med hverken vor nationale forpligtelse til at bevare den lokale fauna eller for den langsigtede vækst i den lokale turistindustri, hedder det i en erklæring.
Indtægter fra turisme tegner sig for 12 procent af bruttonationalproduktet.
Der er i øjeblikket jagttilladelser flere steder i det store land i det sydlige Afrika. Det gælder i parker i Okavango Deltaet og i parker i Kalahari-regionen, der er berømt for de fine forhold for turister.
Botswana er hjem for mange af de store dyr, som turister uden for Afrika gerne rejser langt for at se - nogle også for at skyde.
Det gælder dyr som elefanter, løver og bøfler, men regeringen er bekymret, for nogle dyrearter er hårdt ramt af tilbagegang.
- Hvis der ikke gøres noget, vil denne nedgang udgøre en trussel mod både det bevaringsmæssige og vor naturlige arv, hedder det i erklæringen.
- På lang sigt også mod sundheden i vor lokale turistindustri, der i øjeblikket er nummer to efter diamantindustrien, når det gælder indtjening, står der videre.
Tidligere i år bragte Spaniens kong Carlos ufrivilligt fokus på jagt i Botswana, da den 74-årige konge var på elefantjagt i Okavango.
Det førte til kritik i Spanien, der kæmper med store økonomiske problemer, mens kongen så skyder elefanter i Afrika.
Hans jagtsafari måtte i øvrigt afkortes, da han kom til skade med sin hofte.
/ritzau/AFP