En 15-årig bornholmsk dreng har torsdag formiddag fået forlænget sin anholdelse i tre døgn, efter at han 1. januar blev anholdt og sigtet for at have sat ild til en lejlighed i Rønne nytårsnat.
Det oplyser Bornholms Politi til Ritzau.
I lejligheden var der en 52-årig mand, som efterfølgende blev indlagt med symptomer på røgforgiftning. Ifølge politiet er manden dog sluppet med en forskrækkelse.
Politiet har tidligere haft fingrene i flere unge mænd i forbindelse med branden, men ingen af dem er blevet fremstillet i grundlovsforhør.
Det betyder dog ikke, at de er ude af politiets søgelys.
- Det er de ikke, nej. Men af hensyn til den videre efterforskning kan jeg ikke sige mere, siger politikommissær Peter Jørgensen, Bornholms Politi.
Han afviser at kommentere den 15-åriges motiv, men oplyser, at de unge mennesker og den 52-årige kender hinanden i forvejen.
- De unge er kommet hos ham flere gange. Det er et misbrugsmiljø, siger Peter Jørgensen.
Den 15-årige er sigtet for at have kastet fyrværkeri ind i lejligheden, der ligger på Marie Kofoeds Vej.
Derudover er han sigtet for tilfælde af vold og tyveri, og han er i forvejen kendt af politiet.
Fredag formiddag vil Retten på Bornholm ved et nyt retsmøde tage stilling til, hvad der skal ske med den 15-årige.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.