Borgmester i Århus, Nikolaj Wammen (S), vil have en undersøgelse af, om det kan lade sig gøre at få en fast broforbindelse over Kattegat.
Men transportminister Lars Barfoed vil i stedet satse på hurtigfærger fra Kalundborg til Århus.
Nikolaj Wammen kalder det et kæmpe selvmål at lægge den faste forbindelse i mølposen.
"Det er den eneste måde at få rejsetiden mellem Danmarks to største byer ned på en time, og det vil være en kæmpe samfundsøkonomisk gevinst," siger han ifølge Berlingske Tidende.
Nikolaj Wammen mener, at transportministeren forsømmer sin del af trafikforliget, hvis han helt opgiver at undersøge muligheden for en fast forbindelse.
"Det var en del af aftalen i forbindelse med trafikforliget, og det vil være et klokkeklart forligsbrud, hvis transportministeren løber fra sit tilsagn om en undersøgelse," siger Århus-borgmesteren, som får støtte fra DF og S.
Det vil koste cirka 100 milliarder kroner at bygge en Kattegat-forbindelse. Det svarer til prisen på knap fem storebæltsbroer.