EU kan onsdag fejre lidt af en mærkedag, da det er første gang, at et europæisk borgerinitiativ har ført til et konkret lovforslag.
Det sker, når EU-Kommissionen fremlægger en revision til drikkevandsdirektivet. Og den revision udspringer direkte af initiativet "Right2Water, der går ud på, at alle EU-borgere skal have lige adgang til rent drikkevand.
Det er et af i alt 66 borgerinitiativer, som er lanceret, siden EU gjorde det muligt at fremsætte den slags.
Ifølge fortalere giver det europæiske borgerinitiativ almindelige borgere mulighed for at påvirke EU's udvikling.
En gennemgang fra tænketanken Europa viser, at fire ud af de 66 initiativer har medført, at EU-Kommissionen har taget stilling til dem.
Omkring en tredjedel af initiativerne er blevet afvist, fordi EU-Kommissionen ikke har kompetence på området. Næsten lige så mange har ikke formået at samle tilstrækkelig folkelig opbakning.
Der kræves en million stemmer fra mindst syv forskellige medlemslande.
Ifølge evalueringer er der flere ting, der spænder ben for, at borgerinitiativer kan få fodfæste. Eksempelvis er der for kort tid til at indsamle de fornødne underskrifter, lyder det.
Det forsøger EU-Kommissionen at imødekomme i et nyt forslag til revision af reglerne for borgerinitiativ. Indsamlingen skal være mere borgervenlig og mindre byrdefuld.
Det europæiske borgerinitiativ blev indført med Lissabontraktaten i 2009. I april 2012 blev det administrativt muligt at få et initiativ igennem systemet.
Borgerinitiativet skal give almindelige mennesker i EU mulighed for at have indflydelse på, hvad der lovgives om i Bruxelles.
Siden 2012 er antallet af nye borgerinitiativer faldet år for år. Dog har 2017 budt på en lille fremgang.
Noget tyder på, at EU-Kommissionen har været for skrap i afvisningerne af nogle borgerinitiativer.
Flere af afvisningerne er søgt annulleret ved EU-Domstolen, og i to sager har initiativtagerne fået medhold ifølge tænketanken Europa.
Right2Water har fra april 2012 til september 2013 indsamlet 1,68 millioner underskrifter fra 13 EU-lande.
EU-Kommissionen skal stoppe forsøg med at liberalisere vandforsyning og sanitet, for så risikerer man, at de, som kan betale mere, får bedre forsyningsmuligheder, skriver Right2Water på sin hjemmeside.
/ritzau/