Den danske bordtennisspiller Jonathan Groth har haft en god weekend i den schweiziske by Montreaux, hvor han søndag eftermiddag vandt kampen om tredjepladsen 4-3 over hviderussiske Vladimir Samsonov.
Tidligere på dagen tabte Groth semifinalen til den topseedede tysker, Dimitrij Ovtcharov, som også er nummer et på verdensranglisten, men skuffelsen havde danskeren lagt bag sig, og han tog en flot tredjeplads.
Danskeren var glad, men også en smule benovet, efter han havde slået Samsonov, der har vundet turneringen i Schweiz fire gange tidligere.
- Det er helt fantastisk at stå her mellem tre legender, siger danskeren på sejrsskamlen ifølge en pressemeddelelse med henvisning til Samsonov, Ovtcharov og turneringens tyske vinder, Timo Boll.
Boll gjorde kort proces i finalen og slog Ovtcharov 4-0.
De tre profiler har alle været nummer et på verdensranglisten.
Inden dagens danske bronzetriumf var Groth nummer 29 i verden og nummer 10 i Europa.
Groths schweiziske succes betyder desuden, at han er sikret en plads i årets World Cup i Paris, hvor 16 af verdens bedste spillere deltager.
/ritzau/