Københavns Politi og militærets eksperter er til stede på den tyske ambassade i København. De frygter, at ukendte gerningsmænd har sendt en brevbombe.
"Man har modtaget en pakke, og umiddelbart er der ingen, der har forventet at modtage en pakke, så de ringede 112," siger Kenneth Vest, der er central efterforskningsleder ved Københavns Politi.
Han kan ikke sige, om der er nogen afsender på pakken.
"Så tæt har vi ikke kigget endnu. Vi holder os på behørig afstand," siger efterforskningslederen til Newspaq.
Han peger på de brevbomber, der de sidste dage er floreret rundt i Europa, og understreger, at personalet på ambassaden forståeligt er nervøst.
Det er endnu uvist, hvad pakken indeholder. Ingen er kommet til skade.