Børn frygtes forgiftet af svampe

En giftig rød fluesvamp. (Foto: Foto: Jan Jørgensen/Scanpix/Arkivfoto)

Akuthospitalerne i Region Sjælland er torsdag i beredskab, efter at en familie med flere børn i Haslev angiveligt er blevet forgiftet af svampe.

Torsdag eftermiddag oplyser Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, at der er tale om en familie på 12 personer fra Haslev, der alle har samme adresse.

Flere fra familien har vist sig at have svære forgiftningssymptomer. Hændelsesforløbet er endnu ikke klarlagt, men forgiftningen menes at skyldes indsamlede svampe, der er brugt i madlavning.

- Vi arbejder på at finde ud af, hvad der præcist er sket.

- Men hospitalerne er gået i beredskab for at tage imod en gruppe børn, der angiveligt er blevet forgiftet af svampe, sagde Klaus Kristensen fra Region Sjælland til TV Øst tidligere torsdag.

Mindst fem børn er ifølge regionen blevet bragt til behandling på sjællandske hospitaler. Der kan dog være tale om flere børn.

Tilsyneladende er der tale om en flygtningefamilie, der er indkvarteret på et tidligere kollegium i Haslev, rapporterer TV Øst.

Rigshospitalets pressechef, Marianne Uldall, oplyser til TV2, at der ved middagstid blev indbragt fem alvorligt syge børn til hospitalets traumecenter.

Giftlinjen på Bispebjerg Hospital bekræfter over for DR, at en del børn, både små og ældre, er indlagt på mindst fire forskellige sygehuse på Sjælland.

- Nogle af dem har symptomer, der er forenelige med, at de har spist grøn eller hvid fluesvamp. Derudover er der nogle børn, der har tegn på leverskader, siger Niels Ebbehøj, der er overlæge på Giftlinjen, til DR.

Både grøn og hvid fluesvamp er dødeligt giftige. Netop de to svampetyper står øverst på Giftlinjens liste over de giftigste svampe.

I en pressemeddelelse fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fremgår det, at politiet klokken 10.45 blev kontaktet af Region Sjælland i sagen.

- Ambulancer var sendt til en adresse i Haslev, hvor der var flere sygdomstilfælde.

- Ved ankomsten blev det konstateret, at der var flere sygdomsramte personer, der blev bragt til forskellige hospitaler, lød det tidligere torsdag fra politiet.

Torsdag eftermiddag klokken 17 holder politiet og Region Sjælland et fælles pressemøde i sagen.

/ritzau/