Børn hvis forældre har giftet sig igen, kan risikere at
havne i en arve-klemme på grund af den nye arvelov.
Har forældrene en formue på mindre end 600.000, kan børnene nemlig
ende med at stå tilbage uden så meget som en kaffekop fra den afdøde.
Sådan er situationen med den nye arvelov, også selv om deres far eller mor har
lavet et testamente, hvor særbørnene bliver tilgodeset.
Den nye arvelov tilsidesætter nemlig testamenter fra ikke-velhavende
familier, hvilket flere juridiske eksperter finder kritisabelt, skriver
Jyllands-Posten.
»Fattige afskæres fra at testere. Testamenter er ikke det papir værd, de er
skrevet på, hvis formuen er under 600.000 kr.,« siger Olav Willadsen, advokat i
Glostrup til Jyllands-Posten.
Begrundelsen er, at den nye arvelov opererer med en formuegrænse på 600.000 kr.
Formuer under det niveau går til ægtefællen.
»Den grænse går forud for alt andet - også testamenter. Så børnene får ikke én
krone. Der er ikke en gang tvangsarv. Bare man har været gift én dag, får man
hele afdødes formue,« siger advokat Jørgen U. Grønborg, Advokaterne Skt. Knuds
Torv i Århus.
Retsassessor ved retten i Glostrup Henning Broman er stærkt kritisk over for
den deling af værdierne, som den nye arvelov vil betyde.
»Der kommer alt for meget over til svigerfamilien. Både penge og ting med
affektionsværdi,« siger Henning Broman.
Den nye arvelov er netop blevet vedtaget af Folketinget og træder i kraft fra
årsskiftet.