Egyptens hær er i disse timer parate "til at dø i kampen mod terroristerne" i Cairos gader. Det samme er præsident Morsis tilhængere, der nervøst ser på, mens præsidenten trues af hærens ultimatum onsdag om enten at træde tilbage eller blive afsat. Hundredetusindvis af Morsi modstandere i gaderne bliver kaldt terrorister af præsidenten.
Uroen i Tyrkiet med hundredetusindvis af demonstranter i gaderne er stoppet, men de utilfredse står tilbage med en mærkat som terrorister opfundet af premierminister Tayyip Erdogan i et forsøg på at retfærdiggøre sit politis voldsomme angreb på folkemængderne.
Atter og igen
De fleste husker kun alt for tydeligt, hvordan det arabiske forår nåede til Syrien, hvorefter præsident Bashar al-Assad betegnede folkemængderne som terrorister og sammensværgede med mørke udenlandske kræfter.
Assad sendte snigskytter op på byernes tage for at nedskyde tilfældige demonstranter. Opløbet til borgerkrigen var skabt, som det skete i Libyen. Også Egyptens Hosni Mubarak forstod intet og kaldte folkemængderne for terrorister fjernstyret af udlændinge.
Igen og igen opstår der i disse år folkeopstande som den i Brasilien, der indledte med protester imod billetpriser til et usselt bussystem og endte med en masiv politisk udfordring af landets korrupte politiske klasse skjult bag demokratiske valg.
Og hvad med de mindre dækkede i medierne: Bulgarien, Bangladesh, Indonesien og Spanien samt Grækenland. Alle disse oprør er opstået "for nylig". Tilløb har der været til store sociale bevægelser som Occupy i 2011.
Ikke politisk styrede
Disse demonstrerende horder, mange af dem i demokratiske lande, kommer ud af en mellemklasse af veluddannede, der har fået nok af de herskendes arrogance. De har ingen etablerede politiske organisationer bag sig.
I Istanbul startede det hele med en lille gruppe miljøaktive, der fik bank, hvorefter hele landet eksploderede. I Brasilien med en anden lille aktivist-gruppe optaget af billetpriser i Sao Paulo. I Indonesien handlede det om prisen på energi. I Europa skyldes det besparelser.
Historisk kan man ikke overse det europæiske forår i 1848, der væltede det borgerlige enevælde i Frankrig og bredte sig ud i ca. 50 lande i Europa og nogle i Sydamerika. I det forår tabte det danske kongedømme sin diktatoriske magt. I mange andre lande kollapsede revolutionerne og den gamle garde genvandt magten.
Omvæltningerne i 1989, startende med forskellige grader af ulydighed i Østeuropa, endte med Sovjetblokkens kollaps. Folkeopstand efter folkeopstand i Østeuropa har skabt forandring.
Millioner af kineseres forsøgte at få landet demokratiseret på Den Himmelske Freds plads, men oprøret druknede i en massakre. Der har været adskillige lokale opstande i Kina, men ingen så store som den.
Mange bække små
Sociale bevægelser har skabt forskellige grader af forandringer eller kaotiske tilstande over hele Mellemøsten. I lande som Indien har der været tilløb til folkerørelser mod korruption og vold mod kvinder. Listen er fyldig.
I gamle dage stod der ofte en politisk enhed som en fagbevægelse bag masse-demonstrationer. I dag synes noget andet i gære, for det er ikke arbejderne, der har eller tager føringen. Demokratiske styrer er bedre til at indrette sig efter folkekrav end diktatoriske.
I Egypten kan hærens dramatiske ultimatum kombineret med de religiøses ufølsomme forsøg på at dominere alt og alle føre til endnu flere døde, autokratiets genindførelse og helt sikkert flere års uro i gaderne.
I Indien kan befolkningens massive utilfredshed med korruptionen megel vel medføre et systemskifte i parlamentet, hvor de gamle politiske magthavere forstødes. I Brasilien får Dilma Rousseff mægtig travlt med at rydde op, hvis hun vil fortsætte.