Den statslige egyptiske avis Al-Ahram skriver onsdag, at landets magtfulde hær har forberedt en køreplan for en magtovertagelse i Egypten.
- Al-Ahram erfarer, at der sker en af to ting, når ultimatummet til Mohamed Mursi udløber. Enten annoncerer Mursi sin afgang, eller også bliver han fjernet gennem den køreplan, som er lagt af de militære styrker, skriver avisen.
Al-Ahram skriver, at en overgangsregering skal ledes af en militærleder. Overgangsperioden vil vare mellem 9 og 12 måneder, hvorefter en ny forfatning skal bane vejen til et nyt præsidentvalg.
En kilde i Egyptens militær afviser imidlertid avisens oplysninger om den politiske køreplan for Egypten.
Ifølge kilden bliver næste skridt, at politiske, sociale og økonomiske personligheder bliver indkaldt til samtaler om køreplanen.
Militærets ultimatum til Egyptens præsident om at løse konflikten udløber onsdag eftermiddag.
/ritzau/Reuters