Stemningen i Egypten er højspændt.
Den egyptiske oppositionsleder Mohamed Mustafa ElBaradei mødes netop nu med den egyptiske hærchef, Abdel Fattah al-Sisi, hvor de angiveligt diskuterer Egyptens fremtid.
Det siger to politiske kilder til nyhedsbureauet Reuters.
- På mødet vil ElBaradei opfordre de væbnede styrker til at gribe ind for at stoppe blodsudgydelserne, siger en oppositionskilde.
Mohamed ElBaradei er valgt til at repræsentere oppositionspartiet Det Nationale Forbund For Forandring (NSF) samt unge grupper i forhandlingerne med militæret.
Om få timer udløber den tidsfrist, som landets præsident, Mohamed Mursi, har fået til at bliver enige med sine politiske rivaler.
Titusindvis af egyptere har demonstreret mod den hårdt pressede præsident, og Egyptens magtfulde militær har krævet, at Mursi løser konflikten - ellers vil militæret gribe ind.
Egyptens militær vil sandsynligvis udsende en erklæring, når tidsfristen udløber klokken 16.30 onsdag eftermiddag. Det oplyser en militærkilde til nyhedsbureauet AFP.
/ritzau/Reuters