Det lykkedes ikke regeringen at få Venstre og DF med i et bred forlig om fremtiden i de danske fængsler.
- Det er ærgerligt, at Venstre og Dansk Folkeparti ikke ønsker at være med til at løse Kriminalforsorgens massive udfordringer, siger justitsminister Morten Bødskov (S), der dog glæder sig over, at resten af Folketinget står bag aftalen.
- Vi har i dag lavet en aftale for Kriminalforsorgen, hvor et bredt flertal i Folketinget står bag en ny politisk kurs, der skal sikre færre gengangere i fængslerne og dermed færre ofre for kriminalitet, siger han.
Aftalen skaber 200 nye fængselspladser og sikrer samtidig indretningen af 48 pladser til rockere og andre bandemedlemmer.
- På den ene side skærper vi kursen over for rockere og bandemedlemmer til gavn for de øvrige indsatte og sikkerheden i fængslerne. Der skal være nultolerance over for indsmugling af mobiltelefoner og narkotika, siger justitsministeren.
Samtidig sikrer aftalen oprettelsen af en ny task force, der skal sikre en mere effektiv og målrettet indsats for, at udvisningsdømte udlændinge bliver overført til afsoning i hjemlandet.
Tirsdag aften meldte Venstre sig ud af en aftale om Kriminalforsorgen. Det skete få timer efter, at Venstre blev stillet over for et ultimatum i Finansministeriet om en kommende finanslovaftale.
- Regeringen har for anden gang i dag fremlagt en finansiering som et ultimatum. Og beskeden var til os, at enten accepterede vi finansieringen, eller også var det ud, sagde finansordfører Peter Christensen (V) tirsdag aften.
Onsdag formiddag var det så DF's tur til at sige nej til aftalen.
/ritzau/