Succesduoen med Mathias Boe og Carsten Mogensen er allerede noteret for to All England-titler sammen i herredouble. Søndag kan de så tage den tredje, efter at de lørdag slog japanerne Hiroyuki Endo og Yuta Watanabe.
I deres fjerde All England-finale sammen skal de møde indoneserne Marcus Fernaldi Gideon og Kevin Sanjaya Sukamuljo, der er topseedet og aktuelt verdens bedste doublekonstellation.
- Man bliver aldrig træt at skulle spille All England-finale. Det er den største scene sammen med OL og VM, siger Mathias Boe til badmintonforbundets hjemmeside.
- Det bliver fedt at skulle møde det par, vi har kæmpet med i halvandet år. Vi er de to bedste par, så det bliver sjovt, men en rigtig svær opgave, vurderer han.
I semifinalen slog indoneserne det danske par med Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding i to sæt, og indoneserne har set stærke ud igennem turneringen.
Boe og Mogensen kommer til finalen med en positiv 4-3-statistik mod parret, men indoneserne har vundet i to sæt ved de seneste to møder i slutningen af 2017.
- Når de flyver rundt, og Kevin (Sukamuljo, red.) dækker alt, er de svære at have med at gøre, men vi må forsøge at lægge et mentalt pres på dem.
- Det kribler nok også i armene på dem. Det er også en stor kamp for dem, og de er favoritter. Men de har set uhyggelige ud, lyder det fra Boe.
Også i damedouble er der dansk finaledeltagelse, da Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen for andet år i træk er i finalen.
De skal forsøge at revanchere nederlaget fra 2017, hvor de aldrig rigtig kom ind i kampen.
- Vi har erfaring fra sidste år, hvor vi hang i bremsen. Jeg troede aldrig, at jeg skulle få chancen for at gøre det godt igen, så det er fantastisk at stå i finalen igen, siger Kamilla Rytter Juhl.
Finaleprogrammet i Birmingham begynder klokken 13 dansk tid. Damedoublen er den fjerde på programmet og kan ventes i gang omkring klokken 16. Derefter spilles herredoublen.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.