Jan Andreasen er HF-lærer og studievejleder på Frederiksberg HF. Og medlem af borgerrepræsentationen i København for Socialdemokratiet.
Jan har kæmpet for folkeskolen i mange år. Han har været skolebestyrelsesformand på Nørrebro og medstifter af Forældreforeningen Brug Folkeskolen.
Politikernes reform-amok kan give ham gåsehud. Og hans foretrukne skydeskive har i de senere års debat været folkeskolereformen og uddannelseseliten.
Jan blogger om samfundsforhold af enhver slags, med uddannelse og ungdomskultur som hans spidskompetance.
SOM OM det ikke var nok med folkeskolereformen og indgrebet i mod lærerne. Nu er politikerne klar med et nyt forslag, med store ændringer af folkeskolen.
’Vi mener, at formålsparagraffen i højere grad skal afspejle den nye virkelighed. I kommunerne ønsker vi derfor et tydeligere fokus på det håndværksmæssige, det digitale og det kreative. Der er stor enighed om, at disse elementer bidrager til at imødegå de blivende og væsentlige udfordringer, som vores samfund står over for.’
Udtaler den altid dynamiske og meget energiske formand for KL’s Børne –og Kulturudvalg Anna Mee Allerslev. Og hun har fuld opbakning fra KL-formand Martin Damm og toppen af KL-bureaukratiet.
Forstå det. Hvem der kan.
Efter den fuldtonede fiasko med folkeskolereformen og indgrebet mod lærerne, der har skabt voldsom splittelse i skoleverdenen og store problemer på skolerne, står ledende politikere nu klar med et nyt stort tiltag. Folkeskolens formålsparagraf skal ændres, står det til politikerne.
Det er omtrent det sidste folkeskolen har brug for lige nu. Folkeskolen har ikke brug for yderligere indblanding fra politikerne. Folkeskolen har brug for ro. 11 større eller mindre reformer er det allerede blevet til på skoleområdet i de seneste 20 år. Som om det ikke er nok.
SIMON PIHL Sørensen (S), viceborgmester i Lyngby-Taarbæk kommune, udtrykte det krystal klar for nylig i Netavisen Pio:
’Min anke går primært på, at de (KL) den ene dag går ud og kræver ro om folkeskolen i deres kamp for folkeskolereformen, og så går de den anden dag ud og kaster det hele op i luften.’
Og som lærerformand Anders Bondo Christensen skrev forleden i et debatindlæg i Politiken:
’Det er ikke formålet, den er gal med, men de eksisterende rammer, der gør det svært for lærerne at lykkes med at sikre kvaliteten i undervisningen.’
Og så er der faktisk allerede masser af muligheder for, at udfolde kreativitet og praksis i undervisningen, indenfor de rammer den nuværende formålsparagraf sætter. Problemerne ligger et andet sted, som Simon Pihl Sørensen påpeger:
’Dem løser man ikke bare med flotte ord i en formålsparagraf, men med handling. Kommunerne er massivt presset økonomisk. Skolerne bærer en kæmpe del af de besparelser, der foregår ude i kommunerne.’
HVORNÅR LÆRER ledende skolepolitikere på Christiansborg og i KL at lytte til lærerne og politikere i det kommunale bagland, før man kaster sig ud i verdensfjerne projekter?
Det har vist sig, at formand for KL’s Børne –og Kulturudvalg Anna Mee Allerslev og hendes ledende embedsmand Arne Eggert, slet ikke har diskuteret forslaget om en ny formålsparagraf med Børne –og Kulturudvalget i KL , før hun fremsatte det offentligt.
Hvilket har gjort næstformand i udvalget Ulf Harbo fra Enhedslisten rasende:
’Som jeg ser det, har Anna Mee og Arne Eggert, med deres klare og tydelige udmelding om at ville ændre formålsparagraffen, profileret sig selv og hinanden, og truffet en beslutning uden politisk mandag i vores udvalg’.
Det er hvad man på almindelig dansk kalder tilsidesættelse af demokratiet. Nogle vil kalde det forsøg på at kuppe sin politik igennem. Kønt er det ikke!
Fri os for politikeres selvpromovering på folkeskolens bekostning. Vi har brug for ro omkring folkeskolen. Ikke politisk indblanding.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.