Blog
Af Lisbeth Riisager Henriksen
Se alle blogindlæg
Om Lisbeth Riisager Henriksen
Cand.mag., forfatter og redaktør af bogantologierne "Hvad i alverden er meningen?" (2011) og "Et liv i andres hænder" (2014).
Denne blog er et indspark i samfundsdebatten med særligt fokus på forhold, der berører syge mennesker og mennesker med handicap. Den handler om socialpolitik, beskæftigelsespolitik, og sundheds- og handicappolitik.
I DE SENERE ÅR har den sociale sikring af borgere med dokumenteret sygdom og deraf følgende nedsat funktionsniveau været placeret under Beskæftigelsesministeriets ressort.
Det gælder både for lovgivning om sygedagpenge, kontanthjælp, ressourceforløb, fleksjob og førtidspension.
Daværende beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) tog ved sin tiltrædelse i sommeren 2015 det sidste skridt ved også at placere lovgivningen om førtidspension under Beskæftigelsesministeriets ressort frem for, som tidligere, under Socialministeriet. Men rent ideologisk trængte beskæftigelsesparadigmet allerede stærkt igennem under daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) fra 2012 og frem i forbindelse med hendes reformer af førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og kontanthjælp. Og grunden dertil var allerede lagt af 2000’ernes beskæftigelsesministre.
Dén måde at behandle syge, funktionsnedsatte borgere på har været til stor skade for mange af de pågældende. Der er alt for mange eksempler på, at der alene fokuseres på en hypotetisk restfunktion, at man forsøger at udvikle arbejdsevne hos dokumenteret svært syge borgere, og at borgernes helbredstilstand forværres yderligere alene som følge af sagsbehandlingen.
NÅR DE FAGLIGE SKØN fra patientens egne læger ikke vægtes så højt i samfundets vurdering af borgeres sager, sådan som det er sket i de senere år, så taber borgere også sikkerheden for at blive behandlet værdigt og retfærdigt af samfundet, det vil sige sikkerheden for, at der bliver taget tilstrækkelige hensyn til deres helbredsproblemer og de hermed relaterede omstændigheder, som påvirker funktionsevnen. Derfor er presset på det lægelige skøn og presset på patientens rettigheder og retssikkerhed to sider af samme sag, der spejler hinanden.
Det er uretfærdigt at behandle mennesker med kroniske sygdomsproblemer eller andre varige fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser med samme alen som folk, der alene har ledighedsproblemer. Og det er kontraproduktivt og nedbrydende for dem at gennemgå beskæftigelsespolitiske foranstaltninger, der trodser lægelige vurderinger om, at for eksempel et ressourceforløb er kontraindiceret og kan være helbredsskadeligt for den syge borger.
Det ville gavne både patienterne og samfundet at føre en politik, som ikke påfører åbenlyst syge mennesker yderligere sygdom og afmagt end den, de allerede står med qua deres oprindelige sygdomme og funktionsnedsættelser. Det ville dels gavne det enkelte syge menneske på helbred og på reelle muligheder for at kunne bringe en eventuel restarbejdsevne konstruktivt i anvendelse, dels spare samfundet for betydelige udgifter til sundhedssystemet og til beskæftigelsessystemet, som i dag bruger mange mia. kroner årligt på meningsløse, gentagne forløb og potentielt helbredsskadelige aktiviteter for denne gruppe.
PÅ DEN BAGGRUND og på opfordring har jeg, sammen med otte andre, stillet følgende borgerforslag:
”Den offentlige sagsbehandling og sociale sikring af borgere med dokumenteret sygdom og deraf følgende nedsat funktionsniveau bør flyttes over i social- og sundhedspolitikkens ressort.
Sagsbehandlingen skal anerkende dem som værende syge og respektere deres helbredsmæssige begrænsninger, herunder tage værdige hensyn til deres helbredsproblemer og andre hermed relaterede omstændigheder, som påvirker funktionsevnen.
Det indebærer, at lovgivningen skal genindføre anerkendelse af den lægefaglige dokumentation fra patientens egne læger og af lægernes faglige skøn som en afgørende og helt central del af sagsbehandlingen og arbejdet med at hjælpe syge på kanten af arbejdsmarkedet.
De læge- og sundhedsfaglige skøn fra patientens egne læger skal gives forrang over beskæftigelsespolitiske prioriteringer og have størst vægt i den samlede politik og forvaltning. Andenhåndsvurderinger gjort af læger, der som konsulenter for kommunen alene udøver deres skøn på baggrund af de vurderinger, der er gjort af de læger, der har undersøgt borgeren, må aldrig have forrang i forhold til de vurderinger, der er gjort af læger, der faktisk har undersøgt borgerne og kender deres historie.”
PÅ FORHÅND TAK TIL ENHVER, der vil støtte forslaget og hjælpe med at sætte det på den politiske dagsorden!
Se og støt det her.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning.
Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier,
så send en mail til tip@avisen.dk.