IGENNEM DET SENESTE ÅRTI er der blevet gennemført meget store politiske forringelser af forholdene for mennesker med funktionsnedsættelser, især på social-, beskæftigelses- og sundhedsområdet.
For det første er der sket store forandringer i den måde, det offentlige er struktureret og styret på. Med strukturreformen (også kaldet kommunalreformen) i 2007 skete der en grundlæggende omstrukturering af magtfordelingen i det offentlige Danmark.
De nye kommuner og regioner blev frataget magt i forhold til de tidligere myndighedsgrænser og underlagt stigende centralisering, og regeringens og statens magt blev forøget kraftigt. Der er kommet stadig mere topstyring, og den begynder på regeringsniveau og går ned til myndighederne i regioner og kommuner, som igen ofte i et eller andet omfang møder borgerne på baggrund af en topstyring ovenfra.
En del af den ændrede magtbalance skyldes også, at det siden strukturreformen kun er staten (regeringen), som kan fastsætte hvor høj skat der må opkræves, og kun stat og kommune, som selv kan opkræve skat. De senere år har bragt et væld af påtvungne besparelser for de enkelte velfærdsinstitutioner i region og kommune, så der er et stigende præstationspres på institutionerne og de offentligt ansatte medarbejdere for at løbe hurtigere og hurtigere i økonomiens hellige navn. Det betyder også et angreb på faglighed og etik. Djøfferne bestemmer mere og mere og overruler på væsentlige niveauer fagfolk med administrative krav. Fagfolk og borgere taber i dette spil.
For det andet har strukturreformen og den tiltagende højredrejning eller nyliberalisme i samme periode ført til et stigende fokus på økonomisme på alle niveauer af samfundet lige fra den førte politik i Folketinget til den kommunale og regionale politik og forvaltning.
Folketinget har således i de forgangne ti år gennemført så mange ændringer af det offentlige Danmark, at det samlet set peger i retning af en konkurrencestat. Det betyder tab af velfærdsrettigheder (lovgivning) og skred i retssikkerheden (forvaltningen i kommuner og regioner). Det hele kombineres med et pres på de demokratiske frihedsrettigheder og retten til privatlivets fred. Man kan tale om totalitære tendenser.
NÅR ET SAMFUND TRANSFORMERES fra velfærdsstat til konkurrencestat, ændres magtbalancen. Nogen taber, mens andre vinder magt.
Man har fjernet alt for mange grundlæggende rettigheder og hjælpemuligheder fra de samfundsborgere, som ligger nederst i den sociale rangstige og behøver hjælpen mest, blandt andet sygdomsramte mennesker med store funktionsnedsættelser. Det er sket efter salamimetoden i forventning om, at den største del af befolkningen nok ikke ville opdage det, og at helhedsbilledet af alle disse forringelser var for besværligt at få kommunikeret videre til pressen eller overhovedet at få taleret om. Og man begyndte naturligvis med de svagest stillede, fordi man vidste, at de ikke ville kunne forsvare sig særligt effektivt, og at mange andre ville støtte den førte politik, hvis man skjulte dens egentlige konsekvenser eller manipulerede med beskrivelsen og talte til den indre svinehund. Så længe det bare ikke gik ud over middel- og overklassen, naturligvis.
Selvom de fleste regionsråds- og kommunalpolitikere ikke også sidder i Folketinget og har været med til at vedtage lovgivning, mener jeg dog, at de principielt set alle er medansvarlige for den politik, som deres partier fører i Folketinget (såfremt de altså er repræsenteret dér). Jeg har udarbejdet en oversigt over den vigtigste lovgivning fra de senere år med konsekvenser for syge mennesker (klik på linket for at se oversigten). Bemærk, hvem der står bag hvad!
DERUDOVER HAR lokalpolitikerne stor indflydelse på, hvilken måde man har valgt at implementere og forvalte lovgivning, bekendtgørelser og andre vedtagelser på i kommuner og regioner. Vi skal prøve at huske, hvordan vores lokalpolitikere har handlet, og holde dem politisk ansvarlige derfor. Politik er altid et spørgsmål om valg og prioriteringer.
Det gælder for eksempel den anlagte praksis for forvaltning af social- og beskæftigelseslovgivning i kommunerne. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommune har fortolket reformerne af førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og kontanthjælp helt ud over kanten af det forsvarlige. Og kommunen afslører i revisionsrapporter for 2012 og 2013, at den allerede i 2010 indførte tilkendelsesprincipper for førtidspension, som svarede til principperne i reformen fra 2013 (se mit blogindlæg på Avisen.dk fra 28. oktober 2017).
Vi har også hørt om, at Københavns Kommune i mange tilfælde bevidst overtræder forvaltnings- og retssikkerhedslovgivningen, og at kulturen i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen er forfærdelig dårlig. Alt sammen betyder tab af retssikkerhed for de berørte syge borgere.
Omvendt har man i visse andre kommuner formået at forvalte social- og beskæftigelseslovgivningen på en mere menneskelig og respektfuld måde, selvom lovgivningen er stram. Norddjurs Kommune har for eksempel gjort sig særligt umage med at ændre forvaltningen – til gavn for både borgere og kommunens økonomi.
DET GÆLDER OGSÅ for regionerne, at der er store forskelle på, hvordan man har implementeret sundhedslovgivningen og vælger at styre sundhedsvæsenet. For eksempel er Region Hovedstaden efterhånden berygtet for at have truffet utallige vidtgående og håbløse beslutninger om it-systemer. Således går Sundhedsplatformen under øgenavnet ”Sorte Pest” og erfares af mange læger i regionen som voldsomt ødelæggende for muligheden for at udføre deres egentlige lægearbejde. Regionen ville i sit hovmod ikke lade sig inspirere af det it-system, som man benytter i Jylland, og som ellers har fungeret udmærket i ti år. Så man valgte et umuligt og dyrt system fra USA.
Dækningen af lægevagtordningen i Region Hovedstaden fungerer heller ikke. Regionen fjernede de alment praktiserende læger fra akuttelefonen og satte i stedet fagfolk uden professionelle kompetencer til at sortere i de indkomne henvendelser. Resultatet var en 1813-ordning, som fra starten har været fyldt med kaos og stor utilfredshed fra både patienter og læger. Man ignorerede konsekvent anbefalinger og advarsler fra de læger, som faktisk vidste noget om at drive akutordninger og vurdere alvorsgraden af henvendelserne for borgerne. Det minder næsten om en molbohistorie, selvom også dét ord nok klinger for jysk til, at man vil tage den erkendelse i sin mund i det fornemme og høje København.
MED KOMMUNAL- OG REGIONSRÅDSVALGET på tirsdag får vi en kærkommen mulighed for at ændre på retningen af den førte og forvaltede politik. Vi kan stemme partier og politikere ind, som vil kæmpe for lidt mere velfærd, ordentlighed, social ansvarlighed, lighed i sundhed og respekt for fagfolk. Eller vi kan stemme nogen ind, som i det mindste er mindre ringe end dem, som vi har haft frem til nu.
Det har blandt andet syge mennesker og deres pårørende stærkt brug for. Men jeg mener også, at det er et samfundsanliggende at bære et socialt medansvar for dem, der ligger ned i livet og har brug for en hjælpende hånd.
Enhver af os og dem, vi holder af, kan en dag risikere at blive afhængig af hjælp fra det offentlige sundhedssystem og/eller social- og beskæftigelsessystem. Den dag vil det blive ubehageligt at opdage, at social sikring og sundhedsvæsen er blevet udhulet, og at det måske blandt andet er sket, fordi vi ikke har været indignerede nok over udhulingen og gidet protestere.
Vi har alle et lille medansvar. I det mindste kan vi gøre os umage med at undersøge forholdene og at bruge vores stemmeseddel efter bedste evne og samvittighed. Så vores medmennesker og vi selv kommer i gode hænder, hvis vi får brug for hjælp.
Rigtig godt valg!
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.