Retten til selv at bestemme, hvor man vil bo, har været en grundlæggende borgerrettighed i Danmark. Den ret har regeringen med sin nye ghettoplan frataget bestemte grupper af borgere.
HVER GANG POLITIKERE i de seneste år har fundet på nye måder at forringe vilkårene for syge og andre grupper, har jeg troet, at nu kan det ikke blive værre.
Syv år med ekstremt mange forringelser for forskellige grupper af borgere har lært mig, at det alligevel altid kan blive en tand værre. Det har jeg set i forhold til forskellige udenfor satte grupper, der, deres forskelligheder til trods, ofte behandles ens fra de politiske taburetter og slås i hartkorn – syge, handicappede, arbejdsløse, hjemløse, ældre, flygtninge, indvandrere, efterkommere af flygtninge og indvandrere, narkomaner, kriminelle med flere i én pærevælling.
Gang på gang får politikere nye ideer til, hvordan man kan gøre forringelserne endnu større for de uønskede befolkningsgrupper og hive dem igennem sølet igen som politiske syndebukke. Og man forstår, at det her stopper aldrig. Nu skal ”dem-os”-retorikken, hetzen, polariseringen og udstødelsen af de svageste have et nyk mere. Så er man ligeglad med, om de er hæderlige mennesker, der altid har opført sig ordentligt og gjort deres bedste, eller om de er kriminelle, der snyder samfundet. Syge behandles ligesom det værste afskum af kriminelle.
NU HAR VLAK-REGERINGEN fået flere nye grimme ideer. Den har sammen med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og SF i den forgangne uge indgået delaftaler i den såkaldte ghettoplan, som begrænser forskellige persongruppers rettigheder i forhold til, hvor de kan bo. Aftalerne vedrører i alt 55 udsatte boligområder, hvor der ifølge formand for Danmarks Almene Boliger Palle Adamsen i dag bor omtrent 110.000 personer.
Personer på kontanthjælp, uddannelseshjælp og integrationsydelse forbydes nu at flytte ind i boliger i de såkaldt ”hårdeste ghettoer”, som er 16 af områderne.
Derudover strammes reglerne for udlejning i yderligere 39 udsatte boligområder, så kommunerne ikke længere må anvise til en bolig i et af disse, hvis en boligsøgende eller dennes ægtefælle i seks sammenhængende måneder har modtaget integrationsydelse, uddannelseshjælp, kontanthjælp, ressourceforløbsydelse, førtidspension, arbejdsløshedsdagpenge eller sygedagpenge.
Endvidere gøres det obligatorisk for kommunerne og boligorganisationerne at anvende regler om såkaldt ”fleksibel udlejning”, hvor personer i beskæftigelse eller uddannelse kommer foran andre i køen om almene familieboliger, alene fordi de er i beskæftigelse eller uddannelse.
Endelig har disse partier aftalt, at andelen af almene familieboliger i de hårdeste ghettoområder skal nedbringes til maksimalt 40 procent inden 2030.
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) omtaler denne ghettoplan som ”et opgør med parallelsamfund”, og at man vil ”fjerne sorte pletter på danmarkskortet”. Med andre ord italesættes det, at man i visse boligområder ikke spiller efter de samme spilleregler eller er lige så værdige som menneskene i det, skal man forstå, almindelige hovedsamfund. Og med dén retorik insinueres det, at disse boligområder næsten kun består af ikke-vestlige indvandrergrupper, som ønsker at modtage ydelser af samfundet, men ikke at arbejde, eller som indretter sig efter shariaregler, som modarbejder dansk lov og ret.
Som sædvanlig spinnes der efter laveste fællesnævner og kategoriseres ensidigt. På dén måde får man camoufleret, at en stor del af ghettoplanen også rammer indfødte danskere, der uheldigvis er arbejdsløse eller uarbejdsdygtige på grund af sygdom eller andre forhold, og at der altså også bor nogle veluddannede, arbejdende og velintegrerede indvandrere eller efterkommere i de selvsamme områder.
Og således bliver det, der i udgangspunktet kunne have været et rimeligt opgør med sharia-lovgivning og manglende villighed hos en afgrænset befolkningsgruppe til at bidrage til arbejdsmarkedet, til et tiltag, der selv overskrider indbegrebet af, hvad et retssamfund er.
GHETTOPLANEN RAMMER næsten de samme grupper, som man ønskede at forringe vilkårene for med daværende beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsens (V) lovgivning om integrationsydelse, uddannelsesydelse og kontanthjælp fra 2015-2016. At disse lovgivninger ikke alene har ramt visse indvandrergrupper, men i langt større omfang syge, etniske danskere, er blot yderligere en del af samme kyniske kalkule. Især har kontanthjælpsloftet og 225 timers-reglen ramt uretfærdigt mange, der var uarbejdsdygtige på grund af sygdom.
Og vi kommer i hu, at mange af disse mennesker i forvejen er blevet og bliver svigtet massivt på grund af daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksens (S) reformer af førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og kontanthjælp. Nogle af dem er nu blevet hjemløse i bogstavelig forstand eller i det offentlige sociale system.
Hvor skal disse titusindvis af mennesker, som tidligere har fundet boliger her, så bo? Det er helt vanvittigt, at man vil forholde mennesker, der eksempelvis er blevet fattiggjort på grund af sygdom, handicap eller arbejdsulykker og de seneste regeringers reform-amok, muligheden for at flytte ind i de eneste boliger, de har råd til at bo i og måske har stået på venteliste til; og det er vanvittigt, at man samtidig afvikler 40 procent af de almene boliger i disse kvarterer uden at tilbyde andre boliger i samme overkommelige prisniveau. Ikke at disse boliger sikkert er særligt attraktive. Men der er i forvejen alt for få billige almene boliger. Er man udsat, vil man hellere bo i en lidet attraktiv bolig end at blive hjemløs!
I øvrigt har aftalepartierne besluttet, at finansieringen af planens boligdel, som løber op i mange milliarder kroner, skal tages dels fra Landsbyggefonden, dels fra Satspuljen. Det er penge, som lejere har indbetalt til Landsbyggefonden via deres husleje for at spare op til fremtidig renovering af deres lejemål, og det er penge, som er akkumuleret via tilbageholdte stigninger i de offentlige ydelser, og som skulle være gået til en lang række andre sociale formål. Disse midler konfiskerer regeringen og forligspartierne nu bare uden videre og bringer i spil her i stedet for at finde midlerne på Finansloven. Det er faktisk røveri!
Af alle disse grunde vil ghettoplanen kun skabe frustration, vrede og forfærdelse hos de berørte. Den vil uddybe polariseringen og erfaringen af udstødelse, ikke skabe større sammenhængskraft eller øge ressourcerne hos dem, der bebor områderne.
JEG SYNES, det klinger meget grimt alt sammen og minder om nogle af de historiske første trin i udryddelsen af jøder og mennesker med handicap, forskellige sygdomme og andre grupper, der ikke blev tolereret af nazismens totalitære ideologer.
Hvor en lang række jøder under nazismen, inden den endelige udryddelse, blev tvunget til at samle sig i ghettoer bestående alene af jøder, så indeholder den danske ghettoplan fra 2018 ganske vist det modsatte: at ghettoområder skal udvandes og folk på bestemte ydelsestyper afvises til fordel for ”ressourcestærke mennesker”.
Men trods deres forskellige udtryk handler det grundlæggende om det samme: diskrimination, udstødelse og, sådan ser det ud, eliminering af bestemte grupper. Udvalgte grupper skal ikke have lov til helt selv at bestemme, hvor de vil bo, selvom det ellers er en grundlæggende borgerrettighed. Vi så også noget lignende, da der for nyligt blev stillet lovforslag om, at kommuner efter egne ønsker og dispositioner skal kunne tvangsflytte mennesker med bestemte mentale handicap, der bor på bosteder eller institutioner.
Det er ikke et retssamfund værdigt at hegne bestemte befolkningsgrupper ude af bestemte boligområder eller forflytte dem med tvang. Og det burde sige sig selv, at man ikke kan lære nogen noget positivt om bestemte "danske værdier", hvis man som regering vil sætte de selvsamme værdier ud af spil for bestemte grupper af borgere.
Det her er fascisme. Kun totalitære regimer agerer på den måde.