Min datter har – efter en ondartet knæskade – kun været i stand til at bevæge sig rundt på krykker, i det seneste halve års tid. Det er, som man kan forestille sig, utroligt belastende – og også en ganske stor psykisk udfordring.

Venner og bekendte har alle været utroligt hjælpsomme. Men når Laura fortæller om sine erfaringer fra tog, busser og sin færden andre steder i det offentlige rum, bliver man i rigtig dårligt humør. Og faktisk rigtig godt gal i skralden på danskerne. For der er ikke særlig mange, som tager hensyn til en ung pige på krykker.

Folk har gennemgående sindssygt travlt. De fleste er dybt begravet i deres elektroniske isenkram, og det er yderst sjældent, at der er den store hjælp at hente. Egoismen stortrives blandt danskerne i det offentlige rum. Ingen hjælper med at holde døre og det er meget sjældent, at folk rejser sig og tilbyder deres plads, når der fyldt op i tog og bus. Jeg gruer for, hvordan gangbesværede ældre klarer sig? Det må være et helvede for vores ældre.

Selv ikke de særligt reserverede sæder i tog og busser til ældre eller folk med handicaps rejser folk sig fra og tilbyder pladsen. Det er meget nedslående og dybt pinligt.

Helt anderledes var det for Laura, at færdes rundt i Budapest, hvorfra hun netop er kommet hjem efter et kort feriebesøg med sin kæreste. Her oplevede hun en hjælpsomhed, der næsten fik hende til at rødme, når folk sprang op, for at tilbyde deres plads i toget, for at hjælpe eller holde døre for hende. Hun blev mødt med stor hensynsfuldhed på gaden.

Jeg har selv lagt mærke til, hvordan folk tager hensyn til ældre og gangbesværede i en storby som New York.

Det kan faktisk lade sig gøre. Andre steder kan man godt tage hensyn.

Sociologer kan sikkert komme med lange og dybsindige analyser af, hvorfor vi danskere kun tænker på os selv, når vi færdes på gaden, i tog og bus. I det offentlige rum. Vi er jo ellers åh så solidariske og fællesskabsorienterede med vores velfærdsstat. Og jeg skal komme efter dig. Og plejer vi ikke at sige, at et samfund skal måles på, hvordan det behandler de svageste? Det gælder altså også i tog og bus. På cafeen og på gaden. Overalt hvor vi kommer.

Det starter – som så meget andet - med os selv, og ikke mindst vores børn. Der går ikke absolut noget af os, når vi rejser os og tager hensyn til andre i bussen eller på gaden. Tværtimod. Det er faktisk en smuk og værdifuld egenskab.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.