DER ER NU GÅET fem lange, sorte år, siden den daværende SRSF-regering sammen med Venstre, Konservative og Liberal Alliance gennemførte nogle af de største og mest vidtgående forringelser af førtidspensions- og fleksjobordningen i mange år.
Forringelserne med det upræcise navn ”reform” skulle give en samlet besparelse på 1,9 milliarder kroner på statens finanser årligt i 2020 og godt 3,5 milliarder kroner i 2032; det var et ufravigeligt krav fra daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S). I lovbemærkningerne stod der, at der ”… skal udarbejdes måltal for udviklingen på fleksjob- og førtidspensionsområdet, der kan indgå i den årlige opfølgning på udviklingen både på landsplan, regionalt og kommunalt. De konkrete måltal er direkte udledt af beregningerne bag konsekvenserne af reformen. Der vil således være en sammenhæng mellem målopfyldelse og opnåelse af de forventede besparelser.”
Mette Frederiksen forpligtede, jævnfør lovbemærkningerne, i 2013-2014 kommunerne på at fastsætte kvantitative måltal for førtidspensionsområdet og at styre området i dén retning. Styringen var i øvrigt hjemlet i Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats (som i 2015 blev erstattet med Lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen mv.). Måltallene har dog ikke direkte indflydelse på omfanget af statens refusion, som det ellers blev påstået i en artikel i Dagbladet Ringkøbing-Skjern i 2013. ”Måltallene er alene pejlemærker og har ingen sammenhæng til refusionen. Refusion udbetales for alle ydelsesmodtagere efter de nærmere bestemte regler, der er i lovgivningen for de respektive målgrupper,” oplyser Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering til mig i en e-mail.
Men alt i alt var forligskredsens plan at opnå det aftalte provenu ved at styre kommunerne med stram hånd, efter at man havde regnet ud, hvor mange færre førtidspensioner provenuet svarede til – se bilag med måltal (link nederst i dette indlæg).
DERFOR ER DEN POLITISKE ambition og målstyring lige akkurat så konkret, at den udgør et retssikkerhedsproblem for den enkelte syge borger uden arbejdsevne.
Dette til trods er det ikke lykkedes mig at få de politiske partier bag reformen til at indrømme, at man med reformen har sat økonomistyring over retssikkerhedsprincipper, eller at få nogen avis til at skrive om sagen. Næsten ingen juridiske eksperter vil røre ved sagen heller.
Jeg skrev derfor en e-mail til henholdsvis lektor i socialret John Klausen og advokat med speciale i socialret Mads Krøger Pramming, hvor jeg stillede dem begge følgende spørgsmål:
Hvilken betydning mener du, at måltal for tilkendelser af førtidspension har haft for reformen af førtidspension og for tilkendelsespraksis? Kan man sige, at selv hvis måltallene måtte have haft en indvirkning på tilkendelserne af førtidspension, så er afslagene som følge heraf tilsyneladende stort set aldrig i strid med loven – under alle omstændigheder? At måltallene først og fremmest kan have været med til at fastholde kommunerne på en lovlig praksis, hvor de ikke (ulovligt) har tilkendt pension til personer, der ikke er lovhjemmel til at give pension, fordi kommunerne ikke må tilkende pension, hvis ikke de strenge krav er opfyldt? Og kan man konkludere, at målstyringen i form af måltal derfor spiller en mindre rolle i sammenligning med det forhold, at reformlovgivningen i sig selv er så stram, at den opfylder de politiske mål om, at langt færre borgere skulle (kunne) tilkendes førtidspension?
JOHN KLAUSEN SVAREDE: "Tilkendelse af førtidspension er ikke et styrbart område, hvor kommunen kan fastsætte et højere eller lavere ”serviceniveau”. Måltal for nytilkendelser kan derfor ikke bruges til direkte styring af tilkendelser af førtidspension. Det tilsvarende er tilfældet for ressourceforløb.
Der er heller ikke tvivl om, at en kommune kan påvirke antallet af pensionstilkendelser, hvis der ydes en hurtig og meget kvalificeret indsats for at få personer med begrænsninger i arbejdsevnen tilbage til arbejdsmarkedet via blandt andet jobafklaringsforløb, revalidering og ressourceforløb. Langvarig offentlig forsørgelse vil i sig selv gøre det vanskeligere at komme tilbage til arbejdsmarkedet, det vil sige, at kommunens opfølgning og kvaliteten heraf på blandt andet sygedagpenge- og kontanthjælpsområdet også påvirker dette.
Hvis ”måltal” bruges i relation til det sidste, er det ikke bare lovligt, men helt i overensstemmelse med intentionerne i beskæftigelseslovgivningen. Måltal for nytilkendelser kan dog fortsat ikke bruges til direkte styring af tilkendelser af førtidspension."
MADS KRØGER PRAMMING svarede: "Det er ikke lovligt med måltal for nytilkendelser. Førtidspension er noget man har et lovkrav på, hvis man opfylder betingelserne. Kommunen kan altså ikke nægte at give førtidspension, fordi der måtte være et eller andet måltal eller en kvote der er opbrugt. Det vil være klart ulovligt.
Problemet på førtidspensionsområdet er, at loven er upræcis, og at betingelserne for hvornår man har ret til førtidspension er elastiske. Det betyder, at kommunerne kan træffe stort set de afgørelser, de vil. Samtidig er det et system uden kontrol – forstået på den måde, at Ankestyrelsen har lagt sig i selen for den strammest mulige fortolkning af førtidspensionsreglerne. Dette – kombineret med fraværet af domstolskontrol – medfører, at vi reelt har et system, hvor kommunerne kan gøre præcis som det passer dem i forhold til førtidspension."
JEG DELER PRAMMINGS opfattelse af, at målstyringen, sammen med en upræcis lov, udgør et utvetydigt retssikkerhedsproblem. Begge forhold har de facto givet kommunerne frie hænder til at sætte de politisk-økonomiske mål over hensynet til den enkelte borgers helbred og manglende arbejdsevne. Vi har set utallige eksempler på helt vanvittig behandling af borgere, som er så invaliderede, at de intet som helst kan, og som har tung lægefaglig dokumentation på deres tilstand, men hvor kommuner ikke desto mindre har valgt at placere dem i et retsløst vakuum på ubestemt tid – for eksempel i årelange, absurde og helbredsskadelige ressourceforløb. Den slags behandling kan efter min overbevisning sammenlignes med tortur.
BESKÆFTIGELSESMINISTER Troels Lund Poulsen (V) og forligskredsen bør tage et opgør med disse retssikkerhedsproblemer, når de evaluerer reformen i begyndelsen af 2018. Og så bør de få ændret lovgivningen af førtidspension og fleksjob fundamentalt på en lang række områder (jævnfør mine tidligere behandlede 14 ændringsforslag), så mennesker med invaliderende lidelser kan blive forløst fra det åg af uret, som den sorte reform fra 2012 udgør. Det kræver også et opgør med de aftalte milliardbesparelser og den stramme målstyring. Det kan kun gå for langsomt, efter at de involverede borgere allerede har ventet i op til fem forbandede år.
Som dokumentation for målstyringen af førtidspension har jeg udarbejdet et bilag: Måltal og antal tilkendte førtidspensioner i 2013-2016 (klik på linket for at se listen). Listen rummer tal for alle landets 98 kommuner og erstatter den tidligere, ufuldstændige version fra mit indlæg 22. september. Man kan også genlæse alle mine 14 ændringsforslag til reformen af førtidspension og fleksjob.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.