Blog
Om David Trads
Tidligere blandt andet chefredaktør på Information og Nyhedsavisen; Moskva-korrespondent og politisk redaktør på Jyllands-Posten; udviklingschef og USA-korrespondent for Berlingske; indlandsredaktør i DR Nyheder; redaktionschef for metroXpress og global udviklingsdirektør for Metro International: vært for ‘Hos Trads’ på tv2.dk. Har blandt andet skrevet: ‘Danskerne først! – en fortælling om Dansk Folkeparti’ i 2004; ‘Islam i flammer – danskerne og det muslimske oprør’ i 2006; og ‘Klimatruslen – set fra Danmark’ i 2008. Har holdt foredrag og kurser om alt fra politik til ledelse.
DER ER TO NYHEDER i dag, som ubarmhjertigt understreger, at udviklingen går den helt gale vej i Danmark:
Først læser jeg i Jyllands-Posten under overskriften ’Danske topchefer tager kæmpe lønhop’, at danske direktører ifølge en undersøgelse fra konsulent- og revisionshuset EY har øget deres i forvejen forargeligt høje løn med 60 procent i de forløbne tre år.
Dernæst læser jeg i Politiken under overskriften 'Trods opsvinget lever 25.000 børn i fattigdom’, at to procent af alle danske børn ifølge Rockwoolfondens Forskningsenhed vokser op med forældre, som ikke har råd til at købe basale fornødenheder.
Det er den samme sang igen og igen:
Dem, der allerede har for meget, rager hele tiden mere og mere til sig, mens dem, der i forvejen har for lidt, får mindre og mindre at klare sig for.
Det er, synes jeg, en syg udvikling.
Desværre falder mit humør yderligere, mens jeg dykker ned i de to artikler – for under de ellers rammende overskrifter dukker endnu mere bekymrende holdninger op:
FØRST DE RIGE: Tag bare Thomas Thune Andersen, den tidligere skibsreder i A.P. Møller-Maersk-koncernen, som i dag scorer multimange-millioner på formandsposter i blandt andet dansk erhvervsliv. Han kalder – åh, ja, det gør han – lønhoppet på 60 procent for ’et tiltrængt løft’:
”Jeg oplever en meget relevant opmærksomhed og et fokus fra aktionærers side, fra den generelle offentlighed og fra ledelsen selv på aflønning. Det er vigtigt at få debatten, og der skal være en god transparens, og bestyrelsen skal kunne forklare, hvorfor folk får de bonusser eller lønstigninger, de får.”
Ja, tak skal du have – men sikken en omgang bullshit, som rigmanden her afleverer:
Al hans vrøvl om, at han er glad for den ’meget relevante opmærksomhed’, ’at det er vigtigt at få debatten’, og at ’bestyrelsen skal kunne forklare’ de høje bonusser og lønpakker, er jo alt sammen hult.
Sagen er jo, at hverken han eller andre i toppen af dansk erhvervsliv kan forklare, hvorfor det synes, at de vulgært høje lønninger, som de udbetaler til sig selv, er rimelige eller retfærdige. Hvorfor ikke? Fordi de enorme lønhop naturligvis ikke er rimelige. De er dybt krænkende.
SÅ DE FATTIGE: Danmark har som bekendt ingen fattigdomsgrænse længere – for den ubehagelige dokumentation af, at, jo, her i et af verdens rigeste og lykkeligste lande har vi faktisk ubehageligt mange fattige, afskaffede Venstre, da de overtog regeringsmagten i 2015.
Men, som seniorforsker Jens Bonke – og med ham flere politikere fra rød blok – siger, så forsvinder fattigdommen jo ikke, selv om vi lader være med officielt at måle den. Trods det opsving, som nu har varet længe, er det kun lykkedes at sænke fattigdommen beskedent:
“De gode konjunkturer gør selvfølgelig noget ved fattigdommen, også blandt børn, men forestillingen om, at opsvinget gør et ordentligt indhug, er forkert,” siger Jens Bonke til Politiken.
KONKRET ER DER altså 25.000 børn – det svarer til fire ud af hundrede' eller 'et barn i hver fjerde skoleklasse – som ifølge Rockwoolfondens beregninger er fattige. Og hvad vil det så sige? Det betyder, at mor og far ikke kan få selv et minimumsbudget til at hænge sammen:
For en enlig med to børn er et minimumsbudget på 186.430 kroner årligt til alle udgifter. Vel og mærke et budget, hvor alt købes i discountbutikker, hvor al alkohol er sparet væk, hvor der ingen ferier holdes, og hvor børnene har friplads i institutionerne.
Enhver kan sige selv, hvor negativt det påvirker de fleste børn, at de aldrig har råd til at komme i biografen, gå på McDonald’s eller noget-som-helst sammen med deres jævnaldrende.
Eller, undskyld, det kan enhver desværre ikke se – for de sølle direktører, som har fået 60 procent mere i løn i løbet af bare de tre sidste år, synes jo, at de lider under deres angivelige underbetaling.
Det er næsten ikke til at holde ud. Den er helt gal.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning.
Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier,
så send en mail til tip@avisen.dk.