Som de første i Europa har svenske læger opereret en blindtarm ud via munden.
Operationen blev gennemført på en 30-årig kvinde og har den fordel, at den ikke efterlader nogen synlige ar.
Samtidig er risikoen for komplikationer mindre, ligesom operationen gør mindre ondt end den traditionelle metode, hvor maven sprættes op med en skalpel.
Og lægerne ser store muligheder i den nye metode, hvor man fører et instrument, et gastroskop, gennem munden og ned i mavesækken, hvor der skæres hul i bughulen, så blindtarmen kan blive fjernet.
- Hvem ved? Måske kan man om få år bruge metoden ved hjertekirurgi, siger kirurg Per Ola Park fra Östra-Sygehuset i Göteborg til svensk TV4.
Foreløbig har han sammen med sine kolleger planlagt 30 operationer af den nye type for at se, hvordan den spænder an.
- Det går bedre, end vi havde ventet. Patienten er taget hjem og har det godt, siger Per Ola Park til svensk TV4.