Da nyheden sidste år spredte sig om, at en nepalesisk bjergbestiger havde smidt sit tøj på toppen af Mount Everest, blev det nepalesiske bjergbestigersamfund langt fra begejstret.
Der bør være stramme regler, der afskrækker bjergbestigere fra den slags opførsel, lød det fra Ang Tshering, der er præsident for Nepals Bjergbestigerorganisation.
Mount Everest er nemlig hellig for nepaleserne, og mange følte, at den nøgne mand besudlede bjerget.
Men moderne nøgenklatring startede faktisk på Mount Everest, mener Hank Wangford, der er formand for Det Nøgne Bjergbestiger-selskab.
Han blev inspireret af den engelske bjergbestiger George Mallory, der i 1920’erne prøvede at bestige bjerget. Det vides ikke, om George Mallory nåede toppen, da han forsvandt på vejen og først blev fundet 75 år senere tæt på toppen. Han var da kun iført en tweedjakke men ingen bukser.
- Jeg blev inspireret til at danne Det Nøgne Bjergbestiger-selskab, da jeg så et billede af George Mallory og en af hans venner. George Mallory er kun iført en kæk filthat og rygsæk, mens hans ven har en jakke på, men ingen bukser, fortæller Hank Wangford.