Det er naturligt, at kirken melder sig ind i klimakampen og målet om at reducere CO2-udledningen.
Det siger biskop Elof Westergaard, Ribe Stift.
- Det er sund fornuft at kigge på det her, og mange menighedsråd er allerede i gang.
- Når vi som biskopper sætter det på dagsordenen, er det fordi, det er vigtigt at få beskrevet "best practice" og få det bredt ud, siger han.
Landets ti biskopper har på et netop afholdt bispemøde besluttet, at folkekirken tilslutter sig målet om at reducere CO2-udledningen med 70 procent inden 2030.
Det er biskoppernes eget initiativ, at folkekirken også skal søge at efterleve målet.
- Vi er jo ikke en ø. Vi er en del af samfundet. Derfor skal vi have de fremskridt, der sker på det her område, for øje, siger Elof Westergaard.
Og arbejdet er allerede i fuld gang i mange kirker og menighedsråd.
Oliefyr bliver udskiftet med vedvarende energikilder, og glødepærer bliver erstattet med LED-lys.
- De folk, der sidder i menighedsråd, er optaget af det her. Det er tænksomme mennesker, der gerne vil forvalte kirkeskatten på bedste vis, siger Elof Westergaard.
Med bygninger, der har flere hundrede år på bagen, kan det ifølge biskoppen være en udfordring at reducere varmeforbruget.
Men folkekirken har energikonsulenter, der hjælper og vejleder, og gradvist sker der ifølge biskoppen fremskridt.
Der er også andre knapper at dreje på: Eksempelvis mere ekstensiv drift af kirkegårde og jorde, der forpagtes til landbrug.
Hvorfor er klimasagen også folkekirkens sag?
- Vi er vist alle enige om, at vi skal passe på den Jord, vi bor på. På skaberværket.
- Samtidig vil det også være underligt, hvis kirken som andre institutioner ikke også påtager sig en opgave inden for det her, siger Elof Westergaard.
Er det realistisk at nå målet med en reduktion på 70 procent på kirkens område?
- Det skal prøves. Når politikerne og den resterende del af samfundet mener, at det er realistisk, så må vi også stille os selv den opgave, siger Elof Westergaard.
Biskopperne vil nu gå til kirkeminister Joy Mogensen (S) med et forslag om at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal kortlægge og indsamle erfaringer med grønne tiltag i kirkerne.
/ritzau/