Der er ikke blevet sparret på filmoplevelser, selv om danskerne har kæmpet sig igennem en af tidens værste pengekriser i 2009.
Her lige før nytår nærmer det samlede antal solgte biografbilletter sig 14 millioner styk. Dermed slår årets salg rekorden fra sidste år med 4,5 procent, skriver dr.dk.
Succesen skyldes blandt andet den moderne teknologi, siger Michael Fleischer, der er formand for interesseorganisationen af filmdistributører, Foreningen af Filmudlejere i Danmark.
"Det skyldes blandt andet gode sæder, god lyd og et godt billede i biograferne. Vi har nogle af Europas mest morderne biografer i Danmark. Og så har 3D også gjort sit til, at folk strømmer i biograferne," siger han til DR Nyheder.
Ifølge filmz.dk er det filmen 'Avatar', der stadig kan opleves i biograferne, som er den bedste film i 2009. Filmen får 36 procent af de mere end 2200 stemmer.