De måske fremtidige brugere af betalingsringen omkring København giver nu til kende, at den ekstra udgift vil få dem til at overveje deres jobsituation.
Det viser en undersøgelse, som analysefirmaet Interresearch har lavet for fagforeningen Business Danmark. Her svarer 29 procent af de adspurgte, at de vil overveje af udskifte deres nuværende job.
47 procent svarer, at de i fremtiden primært vil søge job, så de undgår at krydse betalingsringen. I regeringens hidtidige udmeldinger er der lagt op til en afgift på 25 kroner, hver gang en bilist krydser den i myldretiden.
"Vores beregninger viser, at det for en arbejdende bilpendler svarer til en bruttolønnedgang på mellem 1.587-2.136 kr. om måneden - afhængig af ens marginalbeskatning. Det vil svække incitamentet for bilister at tage et almindeligt job på den anden side af betalingsringen, hvor der i forvejen er høje p-afgifter," skriver Business Danmark i et svar, der er sendt til Folketingets transportudvalg.
Trængselsringen, som regeringen helst vil kalde den, gør det især mindre attraktivt at tage et lavtlønsjob på den anden side af ringen, hvis man er afhængig af sig bil. Yderligere forventer 40 procent af bilisterne at betale udgiften til trængselsafgiften ved at skære i privatforbruget, hvilket vil skade væksten som i forvejen er under pres, skriver Business Danmark.
Næsten halvdelen af de adspurgte svarer, at en betalingsring vil få indflydelse på, hvor de vil søge job fremover.