Beskæftigelsen for lønmodtagere faldt i første kvartal svagt med i alt 3000 i forhold til fjerde kvartal sidste år. Dermed er beskæftigelsen nu på 2.152.000 ansatte, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Tallet er dermed på sit laveste siden statistikken blev indledt i 2008. Efter et kraftigt fald i beskæftigelsen mellem 2008 og 2009 har udviklingen dog været stort set stabil de sidste to år.
I de seneste tal faldt antallet af offentligt ansatte med 2000, mens yderligere 1000 forsvandt fra offentlige selskaber. Samtidig var der en lille stigning på under 1000 ansatte i privat beskæftigelse.
Inden for den offentlige sektor er beskæftigelsen faldet i regioner og kommuner, men faktisk gået en anelse op i staten.
Fordelt på brancher har der været et fald i beskæftigelsen inden for handel og transport med mere end 2000 personer. Også den offentlige sektor måtte vinke farvel til mere end 2000 ansatte inden for administration, undervisning og sundhed.
Inden for industri, råstoffer og forsyningsvirksomhed steg beskæftigelsen til gengæld med ca. 1300 personer.
Totalt er der nu ansat 1.325.000 i den private sektor samt 766.000 inden for offentlig forvaltning og service. Dertil kommer 59.600 ansatte i offentlige selskaber.