Hvis du vil vide, hvad lederen af Det Konservative Folkeparti og landets vicestatsminister, Bendt Bendtsen, mener om aktuelle sager, hjælper det ikke meget at besøge hans personlige hjemmeside.
Bendt Bendtsens hjemmeside har ikke været opdateret siden maj 2006, hvor Bendt Bendtsen offentliggjorde grundlaget for sin tale til Dansk Byggeris temamøde. Sidste gang erhversv- og økonomiministeren havde så meget på hjerte, at han udsendte et nyhedsbrev på sin hjemmeside, var 25. april 2006.
Den konservative pressetjeneste har i samarbejde med partiets hovedkontor haft travlt med at lave en helt ny hjemmeside, der kommer til at ændre de personlige hjemmesider for en masse konservative politikere. Derfor har opdateringen af Bendtsens hjemmeside ikke fået så høj prioritet.
Og ifølge de konservative er det ikke så let bare at fjerne Bendt Bendtsens gamle hjemmeside med det samme, da det risikerer at gå ud over en række hjemmesider fra Bendtsens bagland på Fyn.
Ny og lækker hjemmeside på vej
Når nysgerrige vælgere bruger søgemaskinen Google til at lede efter Bendt Bendtsen , er den forældede hjemmeside det første hit i søgningen.
Men selvom vælgerne bliver snydt for Bendtsens holdninger til aktuelle sager, er der håb andre steder. Både på Det Konservative Folkepartis generelle hjemmeside og på Økonomi- og Erhvervsministeriets hjemmeside udtaler Bendt Bendtsen sig om forskellige emner.
De konservatives pressetjeneste og hovedkontor lover, at der vil være en ny og lækker hjemmeside klar, når der kommer folketingsvalg - hvad enten det bliver snart eller senere.