Den danske angriber Nicklas Bendtner skifter næppe klub i sommerens transfervindue, som lukker på mandag.
Det var vurderingen fra Arsenal-manager Arsène Wenger på et pressemøde fredag.
- Chancen for at han smutter, er meget lille nu, siger Wenger ifølge Arsenals Twitter-konto.
Bendtners kontrakt med London-klubben løber frem til sommeren 2014, men det var ventet, at angriberen ville skifte, da han længe ikke har været inkluderet i Wengers planer.
- Hvis han ikke forlader os, og hvis han forbereder sig godt og er fit - rigtig fit - så vil jeg bruge ham. Hvis han kommer godt tilbage og bliver fit, vil jeg bruge ham, siger Wenger ifølge Ekstra Bladet.
25-årige Bendtner var i sidste sæson udlejet til de italienske mestre fra Juventus - dog uden succes.
Sæsonen forinden var danskeren lejet ud til Arsenals Premier League-konkurrenter fra Sunderland.
Tidligere på sommeren var Bendtner i forhandlinger med tyske Eintracht Frankfurt om et skifte. Men den handel blev ikke til noget. Bendtners lønkrav var angiveligt for høje.
Måske vil Wenger beholde Bendtner, fordi angrebssituationen i Arsenal er lidt kritisk for tiden.
Lukas Podolski er ude i otte til 10 uger med en skade, mens Gervinho og Marouane Chamakh er smuttet til henholdsvis AS Roma og Crystal Palace.
/ritzau/